Der er altså noget ved efteråret, som gør at man næsten bliver nødt til ind imellem at tage en dag ud af kalenderen til at gøre ingenting, og nu er der en virkelig god anledning!
På lørdag, d. 22/10, løber det halvårlige Read-a-thon nemlig af staben. Hvert halve år samles læsere over hele verden til Dewey´s Read-a-thon, hvor der læses bunkevis af bøger fra kl. 14 lørdag til kl. 14 søndag (danske tid – folk starter på samme tidspunkt overalt på kloden, og i Danmark er det altså 14 til 14).
I al sin besnærende enkelhed handler det bare om at læse løs i 24 timer, alt hvad man orker. Nogen går meget disciplineret og struktureret til det, mens andre bare læser lidt med på sidelinjen. Jeg har prøvet begge dele, men denne gang kommer jeg nok slet ikke til at deltage overhovedet. Lige præcis den weekend er jeg nemlig hjemme på besøg i Danmark, og synes måske ikke jeg skal dedikere 24 timer til læsning lige på det tidspunkt. Det er ellers et fantastisk arrangement, men jeg må vente et halvt år, til det går løs igen.
Noget af det, der har givet mig overraskende stor glæde de gange jeg har deltaget, er faktisk alle forberedelserne. At gå og samle sig en bogstak, købe ind til alle de lækre ting man skal hygge-spise undervejs (har lavet en regel om, at jeg ikke skal spilde læsetid på at spise ‘rigtig’ mad – alt skal være noget der kan indtages i sofaen, under et lunt tæppe. Giver jo alligevel mange muligheder), finde det allerblødeste puttetøj, forberede hund på 24 timer under tæppe… Jo, der er masser at tage fat på!
Perfekt read-a-thon mad: havregrynskugler!!
Hvis du har lyst til at deltage på den officielle måde, melder man sig til på http://www.24hourreadathon.com. Man kan også nøjes med at lure, for eksempel på alle de forskellige bogblogs der deltager, på Goodreads, eller på de sociale medier, hvor især Facebook, Instagram og Twitter kommer til at syde af aktivitet med hashtagget #readathon. Det er helt op til en selv, hvor meget eller lidt man vil engagere sig, men min personlige erfaring er, at jo mere jeg deltager aktivt, udover selve læsningen, jo større glæde har jeg af arrangementet. Der er på en eller anden måde noget vældig betagende over at en så egentlig asocial aktivitet som læsning lige pludselig bliver enormt social, og jeg har i hvert fald haft stor glæde af at finde nye bloggere og Book-Tubere undervejs.
Jeg vil nok følge en smule med fra sidelinjen, men et egentligt read-a-thon bliver det altså ikke for mig i denne omgang. Forhåbentlig er der nogen af jer der får mulighed for at deltage – og så kan det være vi ses næste gang!