Den mørke tid er lig med læsning. Masser af læsning. Omsider skal jeg ikke længere sidde indenfor med halvdårlig samvittighed over ikke at være ude i Det Gode Vejr, men kan favne mine drivhusplante-tendenser. Fat i hunden og et varmt tæppe, op i sofaen, og så ellers håbe på, at nogen kommer med en kop varm kakao og et stykke kage, mens jeg lader mig opsluge i fiktive universer og skønne ord. Ja tak til det.
Jeg skal læse lidt let og lidt tungt, lidt krimi og lidt erindringer – og det bliver herligt 🙂
Saxos Premium-tjeneste giver mulighed for at man kan læse og lytte så mange bøger man orker. Og dermed forudser jeg et efterår i delvis isolation, for det er da lidt som at slippe et barn løs i en slikbutik… Min telefon er læsset og klar til timevis af læsning – se bare her:
Krokodillevogteren af Katrine Engberg
Efterår er krimitid, i hvert fald herhjemme. Det er altid spændende med nye (ok, næsten nye) krimiforfattere, og efter anmeldelserne af Glasvinge tænkte jeg, at jeg ligeså godt kunne starte ved begyndelsen. Når det kommer til krimier, er jeg mægtig glad for læsning af hele serier i ét stræk – det gør det nemmere at nyde de små detaljer i persontegningen, som vores nordiske krimiforfattere er så skrappe til.
Mischling af Affinity Konar
‘Mischling’ er det nazistiske ord for en person af blandet jødisk/arisk raceblanding, og denne bog handler netop om mischlinge: et par tvillingepiger, som bliver overført til Mengeles Zoo. Det bliver nok efterårets sværeste bog, men jeg tror på, at den er umagen værd.
Alt godt fra Havanna af Emil Midé Erichsen og Mikkel Beha Erichsen
Efter at have lyttet til første del af Emils fortælling på turen hjem fra Italien, må jeg naturligvis have slutningen med. Tror jeg vil lytte den, for der er altså noget fint ved, at det er forfatterne selv der har indtalt.
Kære Zoe Ukhona af Pelle Hvenegaard
Efter sigende en hjerteskærende bog, og hvad passer vel bedre til tiltagende mørke end en beretning om seks år i helvede – med en lykkelig slutning! Tror måske jeg vil læse den med ørerne, hvis ellers jeg kan finde tålmodigheden til det.
Guds bedste børn af Morten Pape
Historierne om en flok unge på kanten af samfundet, om psykiatriske indlæggelser, fængselsophold og grum vold – men også om venskaber og trofasthed i en kold verden. Jeg tror det bliver en gysende oplevelse, men jeg har ikke desto mindre ret høje forventninger til den.
Selvfølgelig skal jeg også have en håndfuld gammeldags papirbøger til at ligge og friste rundt omkring. Jeg kan godt lide at have gang i flere bøger ad gangen, og meget gerne både en analog og en digital. Så i min læsekrog ligger følgende og venter på mig:
Den sidste mrs. Parrish af Liv Constantine.
En psykologisk thriller om Amber, som er træt af at føle sig overset, og derfor lægger en snu plan. Hun vil overtage Daphnes glamourøse liv og ægtemand… Jamen det kan da kun blive godt!
Drømmespinderi af Patty Smith.
Bliver nødt til at læse lidt mere Patty Smith, og denne virker som et godt sted at begynde. Jeg elskede Just Kids, og Drømmespinderi lyder til at være endnu mere Patty Smithsk. Fra forlaget:
Drømmespinderi er en intens lille perle af en erindringsbog. Med glimt tilbage til barndommens mystiske og magiske verden – og til den tidlige ungdoms uskyld og usikkerheder. Bogen rummer essensen af, hvad Patti Smith kan som poet og skribent: give ord til det forlængst glemte, indfange det flygtigste tankespind og fremmane hjertegribende scenerier. Virkelige og drømmeriske, egenartede og universelle. En lille bog, men kun af format og omfang. For den stræber højt og vokser i fylde for læseren, hvis egne erindringsbilleder uvægerligt vækkes og flettes ind.
Den sidste akt + Et forjættet land, begge af Mari Jungstedt.
Noget klassisk og noget næsten nyt fra en sikker hånd – jeg holder meget af Mari Jungstedts krimier, og glæder mig til at se hvad der sker, når hun rykker væk fra Gotland og det velkendte persongalleri.
The circle af David Eggers.
Ved ikke hvorfor jeg ikke har fået den læst endnu, men nu skal det være. Kan jo vældig godt lide dystopier, og når denne er god nok til at blive en film (med selveste Tom Hanks!), er den sikkert også god nok underholdning til et par blæsende efterårsaftner.
En jeg kendte engang af Wendy Mitchell.
En gribende historie om demens, skrevet af en kvinde som selv er diagnosticeret med den grusomme sygdom. Jeg har svært ved at slippe erindringen om Stadig Alice, men glæder jeg mig rigtig meget til at læse denne her på dens egne præmisser.
Hvilken læsning byder efterårets lange, hyggelige aftner på for jer? Og – mindst ligeså vigtigt – hvad skal I mon spise til? (Ja, jeg glæder mig rigtig, rigtig meget til efterårets hyggekagelæsestunder!)
