Ferie Snapshots

Godmorgen fra UAE! Uh, hvor er det godt at være tilbage – jeg har så mange gode minder fra det her skæve, lille land, både fra de år, min søn og svigerdatter boede i Abu Dhabi, og fra Peters udstationering, hvor vi boede i Dubai.

dubai

Vi er jo altså kun lige ankommet, men alting ligner sig selv. Grandiost, overdådigt, og virkelig varmt – så ved man, at man er i UAE. Planerne for de næste ti dage er omfattende, men eftersom lillemanden også er med, er jeg helt på det rene med, at der nok bliver nogle tilretninger. Mere strand, mindre sight-seeing, og en del mere hjemmetid end vi ellers plejer at have hernede. Denne gang skal vi bo ude på Palmen. Det har vi kun gjort en enkelt gang før, fordi vi ellers hænger mest ud omkring Dubai Marina, men jeg er sikker på, at det bliver godt.

jul i københavn

Ugen startede jo med noget helt andet. København i julestemning. Jamen, er det ikke bare fantastisk? De af jer, som har læst med herinde et stykke tid, ved godt, at jeg bestemt ikke kaster pebernødder efter dem der starter julen tidligt… Jeg elsker julen, og kan slet ikke få nok, så da jeg var i København tidligere på ugen, måtte jeg lige vende et enkelt julemarked. Er dog også ok med at sætte juleriet på hold en tid, mens jeg nyder varmen – så må jeg bare give den endnu mere gas, når jeg kommer hjem!

håndbagage

Når min rejse går til en særligt fristende (shoppe)destination, gør jeg altid det, at jeg pakker de ting jeg skal have med i en lille kuffert, som så pakkes ind i min store kuffert. Når turen går hjemover, bruger jeg den lille kuffert som håndbagage, og har således – tadaaaa – en HEL KUFFERT til skøre indkøb. Det var for eksempel sådan jeg fik plads til en gigantisk træskål med metalbeslag, 8 tunge vinglas og en sofapude i vævet skind på vej hjem fra Rio de Janeiro…

På udturen bruger jeg så et stofnet til min håndbagage, foruden en eller anden yndlingstaske (som skal være så tilpas lille, at den kan smutte ind under sædet foran). Der er nemlig en del ting, jeg ikke vil undvære i kabinen. Det er dels ting til min underholdning og komfort, dels ting jeg simpelthen ikke orker at strande et eller andet sted uden.

Underholdning og komfort:

  • Min telefon. Først og fremmest min telefon, med e-bøger og lydbøger i stakkevis.
  • Lidt godt til huden. Min hud tørrer ud, i samme sekund jeg sætter mig i et flysæde, så jeg medbringer altid en god fugtcreme, som jeg bruger flittigt undervejs. Denne gang har jeg udvidet med den lækre ansigtsspray fra Grown Alchemist: Detox Hydra Mist, som jeg bruger til daglig for at beskytte huden mod det blå lys fra computerskærmen. Den giver et øjeblikkeligt fugt-boost til huden, og brugte den hyppigt på rejsen. Sprayen kan købes i Magasin og hos Boozt, og jeg er allerede på min anden flaske…
  • Høretelefoner. Mine elskede høretelefoner, som jeg dels bruger til underholdning gennem ørerne, dels til at få fred og ro.
  • Et stort sjal. Jeg har et let cashmeresjal, som jeg altid har med mig, når jeg rejser langt. Jeg bruger det i de kolde lufthavne som beskyttelse mod kulden, og som putte-tæppe på flyet. Jeg falder typisk i søvn i samme sekund jeg hører en flymotor, men jeg har været ude for, at overivrigt servicepersonale rusker mig vågen for at høre om jeg vil have et ’sove-kit’…. Det sker ikke, når jeg laver papegøje-tricket. Jeg trækker ganske enkelt mit sjal op over hovedet – det er et tydeligt signal om, at jeg ikke vil forstyrres, samtidig med at det faktisk skaber en rar hule, som mit tørre betræk nyder godt af. Der er nemlig masser af fugt i vores udåndingsluft, og den kommer huden til gode, hvis den bliver lukket inde. Det lyder skørt, men prøv det!
  • En god nakkepude. Det kommer til at handle en masse om søvn, det her – men jeg foretrækker altså at sove på flyet, så jeg er frisk til at ile ud og opleve destinationen, når jeg er fremme. En god nakkepude er rigtig rar, også selvom der er øreklapper i flysædet. En pude er bare mere hyggelig og krammevenlig 🙂

 

Mit sikkerheds-kit:

  • Oplader til telefonen. Med stik!! Ikke bare ledningen, for den kommer man ikke langt med i en forladt lufthavn ved nattetid. Nå ja, og adaptor, også til det land man eventuelt mellemlander i.
  • Batteri til telefonen. Ja, det lyder som om jeg lever i min telefon. Det gør jeg også. Den er mit boardingkort, min bog, mit kamera, mit vejkort, min livline.
  • Ørepropper. Altid ørepropper.
  • Sovemaske. Det er rart at kunne lukke alt lys ude, og så er den altså en fremragende conversation-killer, hvis jeg rejser alene, og ender ved siden af et slemt tilfælde af kan-ikke-holde-mund. Lærte dette på den hårde måde…
  • Et ekstra sæt tøj. Mest fordi der aldrig sker noget, hvis jeg har det med – men har jeg droppet det, vil jeg helt sikkert hælde ½ liter cola ned ad mig selv undervejs. Og spilde mad. Fortrinsvis tomatsauce.

Nu vil jeg smutte ud og opleve Dubai. Jeg skriver lidt hernede fra i ugens løb, og har også forberedt et par indlæg til jer, så der ikke bliver helt stille, mens jeg nyder solen 🙂

Måske vil du også læse...