Tilbage i UAE

Vi er tilbage i UAE – hjemme igen for nogen af os, for ungerne boede her nogle år, inden de drog til Rio. Og hvor er det dog bare dejligt at tilbage i det her skøre, smukke, overvældende, anderledes, betagende land. Der var engang en emirati som sagde til mig, at hans land var et lille stykke af himlen, og jeg er tilbøjelig til at give ham ret. Han tilføjede også, at i august var det et lille stykke af helvede, og det kan ingen vist være uenig i. Men nu er det november. Udendørssæsonen, hvor folk finder deres grill frem, og hvor man kan gå på stranden uden at svide helt af.

Vi bor i en skøn Air BnB, så vi spiser mange af vores middage hjemme. Dette er så meget desto mere indbydende, fordi vi jo har en baby med. Lille John elsker fest og farver, men af hensyn til hans forældre er det bedst at henlægge festlighederne til dagtimerne, så han kan få en fornuftig nattesøvn. Baby-gaven betyder også, at der grænser for, hvor meget vi render omkring, men vi satser da på at krydse alle punkterne i min mikro-guide til Dubai af – og vi skal selvfølgelig også ned og vende i Abu Dhabi. Vi skal gense Sheik Zayed Bridge og Grand Mosque, en hurtig tur i souken (også selvom den er moderne, turistet og lidt forfærdelig), på den offentlige strand, og selvfølgelig tilbage til vores gamle hjemmebane, Al Wahda Mall. Mon ikke også vi skal et smut omkring Marina Mall, så vi kan spise frokost oppe i tårnet, i den roterende restaurant? Det ville næsten være fjollet andet, tænker jeg.

Men først og sidst skal vi nyde. Vi skal nyde solen, varmen, de luksuøse omgivelser og den gode tid. Nå ja, og al den gode mad.

UAE, og i særdeleshed Dubai, er indstillet på at tage sig godt af turister. Det er overhovedet ikke svært at finde rundt, og skulle du være i tvivl om noget som helst, er der altid nogen at spørge – alle taler engelsk.

Det er et muslimsk land. Det hører afgjort til i den meget accepterende og afslappede ende, men der er stadig et par regler, som man bør have i baghovedet, dels for at undgå problemer, men især for at undgå at gøre andre utilpasse.

  • Lad være med at være spirituspåvirket i offentlighed. Det er såmænd fint nok at have en lille fjer på, så længe man holder sig der, hvor alkohol serveres (typisk store internationale hoteller). Ikke noget med at buldre byen rundt i en brandert. Det er ucharmerende alle steder, men her er det i tillæg forbudt.
  • Tænk over hvordan du klæder dig. Det er IKKE Mallorca, så lad badetøjet blive på stranden. I visse af emiraterne vil det være mest hensynsfuldt at tildække knæ og skuldre, men i Dubai er det helt okay med almindelige sommerkjoler eller shorts og t-shirt.
  • Det er forbudt at ‘vise hengivenhed’ offentligt; det vil sige ikke noget med at holde i hånd, kysse eller kramme. Faktisk sværere at huske på, end jeg havde troet. Er åbenbart noget af en krammebamse.
  • Når man ser bort fra strandene, kan du frit tage alle de billeder du vil, så længe du undlader at fotografere tildækkede kvinder uden først at bede om tilladelse. På stranden må du ikke tage billeder overhovedet. Heller ikke af dit lille barnebarn. Husk det nu, Pia.
  • Der er mange steder, hvor der er områder specielt for kvinder. Det gælder for eksempel mange fitness centre, subwayen, og nogle restauranter. Disse områder må mænd ikke færdes i, men kvinder må gerne færdes andre steder. Det er altså ikke et krav, at du som kvinder benytter dig af disse tilbud om at være afsondret fra mænd, men et krav at din mand respekterer dem.
  • På mange hoteller er det ikke tilladt for mænd og kvinder at dele værelse, med mindre de er i familie. Hvis du er afsted med en kæreste eller mandlig ven, er det en god ide at tjekke reglerne inden I booker et værelse. På et tidspunkt var jeg i Abu Dhabi med min søn, og vi blev bedt om at vise vores pas, for at de kunne se at vi faktisk var mor og søn (og ikke en gammel cougar med sit friske bytte…).
  • Hvis du besøger UAE under Ramadanen, skal du være opmærksom på, at man ikke må spise eller drikke i offentlighed, mens solen er på himlen. Muslimerne faster i den periode, og mens de hverken forlanger eller forventer at ikke-muslimer gør det samme, så er det stadfæstet ved lov at man skal vise det hensyn at spise i enrum eller på de restauranter, som har særlige områder for ikke-fastende.
  • Lad være med at røre ved mændene (hvis du er kvinde. Mændene skal lade være med at røre ved kvinder). Det lyder som en regel der er nem at overholde, men jeg har faktisk måttet tage mig i det flere gange, for jeg er vant til at give hånd når jeg møder nogen, når jeg takker nogen, og når jeg tager afsked med nogen. Meget akavet for begge parter når det sker, så tænk over det.

Alle disse regler handler i bund og grund bare om at vise hensyn, men det er nogen andre hensyn end dem vi er vant til at vise, og derfor kræver de lidt opmærksomhed. Heldigvis er det ikke sådan at du ender svinebundet i et salatfad hvis du forglemmer dig, men du vil som regel blive kaldt til orden – i hvert fald i Abu Dhabi. Dubai er den frække fætter, hvor løsagtigheden uden problemer når uanede højder 😉

Måske vil du også læse...

2 Comments

  1. Tusen takk for at du tar meg med på din nydelige ferie gjennom ord og bilder.

    1. Åh, hvor er du sød

Comments are closed.