Fire år efter…

Fire år, en måned, tre dage og fire timer… så lang tid skulle der gå, fra Peter og jeg blev hvirvlet ud i et så skræmmende kaos, at vi for en stund mistede fodfæstet til det fandt sin afslutning. Men nu er vi der, og det er, hvad det er.

Rigtig meget er forandret i den tid, og jeg har lært nogen barske lektioner, som har været meget tæt på at gøre mig forhærdet og bitter.

Mange gange har bitterheden trængt sit grimme ansigt frem. Helt uinviteret, for bitterhed er aldrig attraktivt, men ikke desto mindre har den hyppigt tilbudt sig. For eksempel som rammefortælling i forbindelse med politiske eller ideologiske diskussioner, eller som bagtæppe til den sorg og utryghed, som stadig rammer mig fra tid til anden.

Gennem hele forløbet har jeg haft en sandhed som ledetråd:

You are only as strong as you are soft.

Sådan sagde en af mine lærere engang til mig, og jeg må tilstå, at jeg ikke umiddelbart var taknemmelig for hans visdom. Jeg fandt det ærligt talt defaitistisk. Bøj nakken, giv indrømmelser galore, og kald det en spirituel praksis… Men nu har jeg set, at han havde ret. Vores egentlige styrke ligger i vores evne til at være bløde, blide og eftergivende, så vi til enhver tid kan tilpasse os vores virkelighed. For virkeligheden er ikke sjov at bøje, og hvis man prøver, ender man ofte i fastlåst trods, mens man hidsigt insisterer på, at verden virkelig burde tilpasse sig ens egne behov og opfattelser.

At holde sig blød, blid og eftergivende er en glimrende modgift mod bitterhed. Og husk: man behøver ikke kompromittere sin viden og erfaring – man skal bare tillade at verden gør, som den gør. Man behøver ikke at lukke øjnene for virkeligheden i et forsøg på at overbevise sig selv om, at tingene da er, som man mener de rettelig burde være.

Man bekæmper ikke en spirende bitterhed ved at give sig til at leve på en løgn. Det gøres langt bedre ved at vælge styrken – at vælge blødheden.

Og så lige til sidst: den der enorme bestikkelsessag, hvad endte den med? Peter stod jo anklaget for bestikkelse og underslæb, og vi kiggede på en strafferamme på 8 år.

Sagen endte med, at han blev frikendt for alle tiltaler fra anklageskriftet. Til gengæld blev han idømt tre måneder betinget for ’tilskyndelse til mandatsvig’. Han forsømte nemlig at gætte, at noget ulovligt muligvis kunne finde sted, og stoppe det. Og sådan er der så meget.

Måske vil du også læse...

16 Comments

  1. Fru Moll says:

    Tillykke med, at I nu kan komme videre i jeres liv og med din levetråd in mente!

    1. Tak! Det er skønt at kunne lægge det bag sig

  2. Viggo Okholm says:

    Også her fra mig skal der lyde et tillykke-eller skal jeg sige-endelig en afklaring i en kompliceret sag,som jo nok har været en øjenåbner for mange i de etablerede systemer. Det er altid et dilemma omkring kommandovejen og den enkeltes ansvar. Varme ønsker for jeres liv !
    Viggo

    1. Tak, Viggo.

  3. Uh, det lyder hårdt! Jeg må indrømme at jeg ikke har fulgt med i sagen, men jeg tænker at det er meget længe I har gået og ventet. Selv om jeg forstår på dig at I ikke er helt tilfredse med dommen, vil jeg alligevel ønske til lykke. Dels med at det er overstået, dels med at Peter blev frikendt for alle tiltaler og er en fri mand. Det må være en stor lettelse!
    Kh Nana

    1. Ja, det er dejligt, og vi nyder det. Nu har vi fred til at slikke sårene, og glædes over det nye liv, vi har fået!

  4. Karina Hellemose says:

    Kæreste Pia. Peter har fået en god “bagage” med hjemme fra af sine forældre. Udover at give sine tre børn kærlighed og omsorg, fik de også en god moral, etik og hjælpsomhed med. Det er kendetegnet ved Peter og derfor har der aldrig været tvivl om hans uskyld i denne sag. Nu kan I ligge det bag jer og nyde sommeren, familien og hinanden.

    1. Tak, søde Karina ❤️

  5. Kære begge,
    Tillykke med, at I nu endelig kan lægge den grimme sag bag jer og komme videre med jeres dejlige liv ❤️
    Det kunne ikke have været tættere på en frifindelse og jeg vil ønske stort tillykke her fra os.
    Kærlige hilsner Jeanette

    1. Tak! Det er først nu rigtig ved at gå op for mig, at det rent faktisk er overstået, og det føles som om en enorm byrde er lettet

  6. Anette Løndahl Eriksen says:

    Et stort tillykke fra os. Vi glæder os meget på Jeres vegne!

    1. Tak Anette ❤️

  7. Signe Løndahl Hertel says:

    Hvor er det dejligt, at der er kommet afslutning på sagen. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det er at leve i en lignende situation så længe. Stærkt gået med at holde hovedet over vande og kæmpe tillykke med nu at kunne nyde livet mere bekymringsfrit.

    1. Tak Signe. Det er en helt særlig frihed der ligger i at kunne slippe den bekymring!!

  8. Jeg kjenner ikke til denne saken, men det må ha vært en tung belastning for hele familien. Nå kan byrden fjernes fra skuldrene, livet igjen bli lettere og en erfaring klokere.

    1. Det har været en slidsom omgang, men til gengæld nyder vi livet så meget desto mere nu. Vi tager ikke længere så mange ting for givet, og det bringer stor glæde!

Comments are closed.