Gardasøen, før og nu

Jeg er virkelig kommet på besøg i barndommens land! Jeg er ved Gardasøen, og selvom den jo ligger sådan nærmest lige rundt om hjørnet fra vores hus ved Como, så har jeg ikke været her i mange år.

Som barn holdt vi ofte ferie her i området, og mine minder herfra stammer således primært fra 70’erne. Og ja, lidt er ændret siden da. Endda uden nogen har spurgt mig! Søen er jo stadig den samme, og det betagende landskab der omgiver den, har for så vidt heller ikke forandret sig meget. Men alligevel.

Dengang drog vi til de såkaldte danskerpladser – det var FDMs samarbejdspladser, hvor danskerne kunne føle sig trygge i alt det fremmede, og i øvrigt også forudbestille deres plads hjemmefra. Det var jo fint nok, bortset fra at min far (ikke nogen andens far. M.I.N.) sad der på pladsen og venligt bød de andre danskere buon giorno, hvilket var mere end en smule pinligt. Jeg siger det bare.

På campingpladserne var der altid trængsel ved opvaskekummerne og madlavningsfaciliteterne. Folk kom nemlig i enten villatelte (ubegribeligt tunge monstrummer, som kun kunne samles, hvis man rådede over adskillige muskestærke mandfolk) eller teltvogne, og ingen af delene bød på imponerende køkkener.

Til gengæld var der ikke trængsel ved aftenunderholdningen – eller ved underholdningen i øvrigt. Nok mest fordi den slags tøjeri glimrede ved sit fravær. Man var på camping: man fik anvist et stykke græs at slå op på, og bød pladsen så på overdådige luksus-indslag som for eksempel en swimming pool (eller et stort badebassin, hvilket jeg har set markedsført som pool), ville jublen ingen ende tage.

På turen ned ad de tyske og italienske motorveje vinkede vi begejstret til de andre danske biler, vi mødte på vores vej. Vi var nemlig alle en del af en herlig klub: dem der holdt kør-selv ferie sydpå! Ned til eksotiske steder, med fremmedartet kultur og ubegribeligt sprog. For selvfølgelig var der ingen hernede, som talte engelsk dengang. Var man heldig, kunne de en smule tysk, men ofte måtte man klare sig med tegnsprog. Og min fars gebrokne italiensk.

I dag vinker vi ikke længere til hinanden, vi danskere i sydeuropa. Vi er faktisk måske en lille smule trætte af hinanden, fordi vi jo stadig drages af drømmen om det fremmede, og den blegner altså en smule, når der serveres frikadeller med rødkål i byen, og tales dansk på hvert andet gadehjørne. Omvendt vil jeg sige, at når man rejser med et socialt kompetent barnebarn (som altså slet ikke ligner sin farmor på dét punkt), er danske legekammerater en god ting, hvorfor vi også i år har valgt en danskerplads. Og dem finder man ikke længere i magasinet Motor, men derimod på internettet, hvor de nemt afslører sig derved at siderne er på dansk, hvilket jo altid er et godt tegn.

Jeg husker, hvordan min lillebror lykkeligt legede med andre børn, uden at de delte et sprog. Det er jeg sikker på, at min lille vildkat af et barnevidunderbarn også kunne – problemet er bare, at hvis de dér andre børn har masser af andre kammerater, som de har et sprog tilfælles med, så er det svært at komme ind i gruppen… Så vi nyder at være her, hvor der er masser af danskere, masser af legekammerater, og masser af god ferie. Og masser af gammelt nyt at se på 🙂