Om at bære sin egen vægt

Jeg sad en aften med en håndfuld veninder, og af én eller anden grund faldt talen på alder. En af dem stillede et interessant spørgsmål:

Hvor meget ville du give, for at kunne få lov at være ung igen?

Personligt var det ret simpelt for mig: Intet. Intet som helst ville jeg give, for jeg ville slet ikke bryde mig om at være ung igen. Jeg synes ikke, ungdommen var en rar tid. Jeg var enormt usikker, og gik frygteligt meget op i, hvad andre mon tænkte om mig. Jeg kunne slet ikke finde ro med at være mig, og brugte enorme ressourcer på at prøve at være anderledes.

På et tidspunkt røg jeg ud i en stor, arbejdsrelateret konflikt, som virkelig sled på mig. Jeg følte mig misforstået, og syntes slet ikke, jeg blev hørt. Det var skrækkeligt for mig, at nogen kunne tænke så grimme tanker om mig (og verbalisere dem!), uden at ville høre hvordan tingene så ud fra min side. Alle har formentlig prøvet at være i den slags konflikter, og ved hvor opslidende de kan være. Tankerne kører konstant rundt i hovedet på én, og man afspiller timelange, indre film, hvor man virkelig får sat det hele på plads.

Jeg var heldig. Konflikten var så opslidende, at jeg til sidst fik udmattet mig selv. På et tidspunkt gad filmene ikke spille mere. De forsvandt, og tilbage stod det eneste, jeg i bund og grund vidste noget om: mine egne valg og handlinger.

Og så var det hele jo til at have med at gøre! Lige pludselig stod det klart for mig, at mine valg og handlinger ikke blev anderledes af, hvad andre tænkte om dem. De fik ikke moralsk eller etisk vægt af andres forståelse eller mangel på samme. De var, hvad de var, og jeg kunne (heldigvis) stå inde for dem. Det var som om en gigantisk vægt blev løftet af mine skuldre, så jeg endelig kunne ranke ryggen og løfte hovedet. Med ét kunne jeg se, at det der talte, var min egen samvittighed og integritet – ikke andres bedømmelse af mig.

Sikke en lettelse. Det er umanerlig let at bære sin egen vægt, sammenlignet med at skulle slæbe alle andres bedømmelser med omkring. Og det gælder faktisk, uanset hvad man har gjort. Kan man stå inde for sine egne handlinger; ved man at samvittigheden er ren, så forsvinder byrden med ét slag. Har man fejlet, er det næsten ligeså nemt at sætte sig selv fri – så er det nemlig bare at erkende sine fejl, undskylde, rette op hvor man kan, og beslutte at gøre sig mere umage næste gang.

Når jeg læser hvad jeg har skrevet, er det med en stille hovedrysten. Hvordan kunne jeg ikke se det dengang? Hvorfor skulle det tage mig så mange år, og så mange frustrationer og ærgrelser, før jeg kunne se, at den eneste jeg ultimativt skal stå til ansvar overfor, er mig selv og min egen samvittighed?

Og hvorfor tænker jeg overhovedet på det nu?

Det gør jeg, fordi ham min elskede står midt i et stormvejr, som på sin vis minder om en kollosal, enormt opblæst udgave af den situation, jeg stod i dengang. Heldigvis er han klogere, end jeg var dengang. Han har allerede lært, at kun med samvittigheden som pejling og moralsk kompas, kan man finde ro i uretfærdighed.

Det har været en svær beslutning at skrive dette indlæg, for egentlig synes jeg slet ikke det hører til her. Jeg vil allerhelst holde en balance mellem på den ene side at være meget personlig, og på den anden side ikke være for privat her på bloggen. Når jeg har besluttet at skrive alligevel, er det af to grunde. For det første så fylder det voldsomt meget i vores liv lige nu, så det føles helt skævt ikke at nævne det, og for det andet så har de fleste nok hørt om stormvejret allerede, eftersom retten i al sin visdom har besluttet at ophæve navneforbuddet i det der, noget misvisende, omtales som ‘Danmarkshistoriens Største Bestikkelsessag’. Holdningen er åbenbart, at personer her i landet måske nok – i hvert fald i princippet – er uskyldige indtil andet er bevist, men samtidig også, at uskyldige borgere ikke tager skade af en tur i gabestokken.

Det er ikke noget jeg kommer til at skrive en masse om. Sagen kommer til at køre længe, og det er slemt nok i sig selv. Jeg har ingen planer om at gøre det værre ved at tillade mig selv at blive en bitter, gammel kone, som rasende sidder og kræver en retfærdighed, der måske lader vente på sig. Bitterhed er ikke attraktivt, og jeg gider det ikke. Situationen er, som den er, og vi gør os umage med at nyde livet, selv midt i stormen. I orkanens øje er der ofte ganske roligt, i hvert fald hvis man er så heldig, at man har truffet så gode valg, at man kan holde ryggen rank og se sig selv i øjnene uden skam.