Jaaa – jeg har fødselsdag!!! Jeg er født som søndagsbarn, og dét er ganske særligt – spørg bare barnesøndagsbarnet, som nok ved hvad jeg taler om. Og omsider skal jeg også fejres på en søndag, hvilket sker alt for sjældent.
Jeg absolut elsker at have fødselsdag, elsker at blive fejret (sørger altid for at forventningsafstemme i god tid), elsker at hylde mig selv og året der gik. Jeg har absolut ingen kvaler med hensyn til min alder. Faktisk synes jeg, det er ret sejt at blive ældre, og hvert eneste år glædes jeg over at have klaret et år mere. Mine aldersrelaterede grænsedepressive tendenser udlevede jeg i forbindelse med min 30 års fødselsdag, som kom helt bag på mig. Jeg var slet ikke klar til at blive en af de voksne, og i min knap 30 årige hjerne var 30 lig med voksen. Meget skræmmende, og slet ikke noget, jeg kunne leve op til. Men jeg klarede at blive 30, og siden da har jeg nydt fylde år.
Det har været dejligt at komme hjem igen. Dejligt at gense vores kære, og lige så stille at finde tilbage i den hverdag, som jeg holder så meget af. Og ekstra dejligt at nå hjem, mens skoven stadig falmer så trindt om land. Smukt er det, vores lille land, når det kror sig i efterårets blide lys, og jeg nyder det! Jeg nyder i øvrigt også, at Vidunderlige Victor tydeligvis har arvet min forfinede gastronomiske sans – han ved, hvad der er godt. Og at hindbærbrus ligger meget højt på listen over livets højdepunkter.
Jeg har været inde og få tegnet mine øjenbryn op igen. Jeg fik jo en omgang microblading inden vi tog afsted, og nu var det på høje tid med en opfyldning. Farven falmer noget den første tid, så derfor er anden omgang gratis hos Adrijana i MyStylist, som endnu engang lavede et perfekt resultat. Tjek lige før-og-efter billederne – jeg er virkelig tilfreds med resultatet, som er præcis så naturligt, som jeg ønskede mig. Ingen sorte skovsnegle; bare fyldige, smukke bryn!
Som enhver ved, starter julen først i morgen, dagen efter min fødselsdag, så der ikke bliver taget opmærksomhed fra mig. I år har jeg taget en lillebitte smule forskud på den – på de lange flyture har jeg snydt, og ladet mig juleunderholde. Jeg fik omsider set Last Christmas, men helt ærligt så er det bedste, jeg kan sige om den, at jeg ikke brugte tid og penge på at se den i biografen. Uha, jeg syntes den var ringe. Desværre – for jeg er altid på udkig efter en god julefilm til samlingen, men det bliver altså ikke denne… Jeg er ikke så god til at slukke for en dårlig film, og da slet ikke for en dårlig julefilm. Fordi tænk nu, hvis den lige pludselig bliver god; så ville det jo være skrækkeligt at gå glip af den. Denne her gad jeg dog at være gået glip af.
Jeg har også læst Fredrik Backmans skønne lille julefortælling, Dit livs handel, og det var heldigvis en fornøjelig sag. En dejlig julehistorie, som godt nok ikke bød på meget i retning af nisser og gran, men som til gengæld fokuserede på nogle af julens kerneværdier; gavmildhed, omsorg, refleksion og opofrelse. Klar anbefaling herfra, hvis du har lyst til en bevægende lille bog.
I fødselsdagsgave har jeg fået Hella Joofs nye bog, og nøj hvor jeg glæder mig! Historisk set har jeg elsket alt fra Hellas hånd, så mon ikke også Tvilling Yndling Grævling vil bekomme mig vel? Det er en selv(hjælps)biografi, en mystisk hybrid, jeg normalt aldrig ville række ud efter, men i Hellas uhøjtidelige, kærlige og uforstilte form tror jeg, det bliver godt.
Og det tror jeg også den næste uge bliver. Klar, parat, julestart!!!!
Det er ikke sikkert, at der kommer Søndags Snapshots næste uge, for jeg skal i en tiltrængt tilbagetrækning i templet. Den slutter først søndag aften, men jeg vil i hvert fald sørge for, at der ligger lidt festligheder klar i ugens løb. Foreløbig ønsker jeg jer alle en god julestart, og håber I vil nyde højtidens komme.
Tillykke med fødselsdagen, jeg håber, at du får en skønherlig dag.
Tak! Og “skønherlig” – sikke et pragtfuldt ord. Det vil jeg gemme i min skattekiste med fine ord 🙂
Stort tillykke med fødselsdagen! Håber den bliver lige så god og festlig, som du har ønsket med dejlige gaver, gæster og forkælelse
Tak Inger! Det blev en herlig dag, præcis som jeg havde ønsket den.
Stort stort tillykke med din fødselsdag, jeg er slet ikke i tvivl, jeg er sikker på, at du får en helt fantastisk dag, så det er bare om at nyde det, sammen med din dejlige famile og gæster
Tusind tak Lisbeth – du har helt ret; jeg havde en vidunderlig dag 🙂
Stort tillykke med fødselsdagen. Jeg er født en skærtorsdag, og det er ikke lykkedes en eneste gang at ramme skærtorsdag igen siden. Ca. hvert 11. år bliver jeg dog ældre på en almindelig torsdag Jeg håber, du har haft en dejlig fødselsdag.
Nej hvor sjovt – men selvfølgelig, påsken rykker sig jo hele tiden… Heldigt at vi ikke har fødselsdag d. 29. februar!
Uh – jeg opdagede først nu, at du havde fødselsdag den 8.
Så jeg sender fluks et forsinket tillykke til dig – jeg håber, du blev forkælet i alle ender og kanter
Tak Pia <3
Jeg havde en dejlig dag, med morgenmad hele dagen, og næsten hele min søde familie omkring mig!
Stort tillykke!
Jeg overlevede at blive 30 d. 3/10, og må sige jeg også synes det er meget voksent på den usjove måde, men veeed jo godt det er noget pjat. Må hellere mande mig op, og tage det ligeså sejt som du gør, at blive ældre 😀
Og herligt med et lille bogsneakpeak: Glæder mig nemlig selv til at få fingrene i endnu en Backman bog.
Tillykke med de 30 – det er stort, og meget voksent 😉 Hvis det går dig som det gik mig, er det ren fest derfra, og du kan glæde dig til turen!
Backman er altid dejlig, og jeg kan især godt lide hans mindre fortællinger, som jeg synes taler direkte ind i mit hjerte.
Et forsinket tillykke med fødselsdagen.
Det lyder til at det var en dejlig dag.
Jeg har et spørgsmål til de små Julesokker – ja jeg er igang med julestrikken – men jeg kan ikke få starten af opskriften til at passe med dine billeder af pyntejulesokkerne. Tænker om det bare er mig
Så fint! Man kan aldrig starte julestrikken for tidligt, og de små sokker er noget af det sødeste.
Jeg tjekkede lige opskriften, og så at jeg har skrevet, at skaftet kun er 2 cm. Det er selvfølgelig ikke rigtigt; det er 6 cm! Ellers ser det hele ud til at passe.
Tak for svaret og rettelsen.
De er så hyggelige og hurtige at strikke.
Tillykke med fødselsdagen! Lyder som du havde en dejlig dag. Kh. Birgitte
Tak Birgitte – det var en helt vidunderlig dag 🙂