Nu synger januar så småt på sidste vers. Den store forbedrings- og forandringsmåned er ved at være til ende, og vi er alle sammen sunde, fitte, stærke, kloge og rolige, og helt afklarede med, at mindst halvdelen af nytårsfortsætterne er droppet 😉
Jeg var jo så fornuftig ikke at lave deciderede nytårsfortsætter, men bare nogle begrænsede fortsætter for en sund januar. Det er egentlig meget typisk mig, i hvert fald i de tilfælde hvor jeg når at tænke mig om, inden jeg søsætter de store opgraderingsprojekter. Jeg fungerer nemlig klart bedst med forandringer, der implementeres i små skridt. Hvis jeg gerne vil leve lidt sundere, starter jeg med at indføre en vane med tyve minutters motion om dagen. Hvis jeg gerne vil kondoe* hele huset, så afsætter jeg tyve minutter om dagen. Hvis jeg vil skrive en bog, bliver den skrevet i små blokke af tyve minutter. Det morsomme er, at alle disse ting er noget, jeg har haft succes med at gøre. Jeg motionerer ikke altid tyve minutter om dagen, men i de perioder hvor jeg beslutter mig for det, får jeg det gjort. Mit hus er ikke altid streamlinet, men når det ind imellem er, så er det fordi jeg har tacklet rodet i små overskuelige intervaller af tyve minutters indsats. Og ja, jeg har også skrevet bøger med denne metode.
Er der mon nogen der har gennemskuet mit system?
Min personlige bagatelgrænse går ved tyve minutter. Hvis noget tager mindre end tyve minutter, har jeg svært ved at overbevise mig selv om, at jeg ikke har tid / kræfter / overskud til det. Det er noget jeg har lært på den hårde måde, ved at opsætte grandiøse mål for mig selv, kun for at bryde dem efter ganske kort tid. Jeg har nemlig et uudtømmeligt lager af opfindsomme og overbevisende undskyldninger for, hvorfor dette eller hint bare ikke kan lade sig gøre.
Derfor nærmer jeg mig stort set alle former for forandringer, eller nye vaner jeg gerne vil inkorporere i mit liv, på den forsigtige facon. Jeg finder en måde at opdele opgaven på, så jeg kan gå til den i blokke af tyve minutter.
Selv den længste rejse starter med det første skridt, og selv det højeste bjerg kan kun bestiges ét skridt ad gangen.
Når jeg nu lige om lidt lander hjemme i Danmark igen, så ved jeg, at der ligger en række opgaver og venter på mig. De har trofast ventet på Den Store Liste; nu er det på tide at flytte dem til Den Lille Liste. Når først de er dér, bliver de løst, og det kommer, for langt de flestes vedkommende, til at foregå i tyve-minutters perioder af intens aktivitet. Enkelte af opgaverne er af så imponerende omfang, at der bliver brug for en indledende booster af flere timers hektisk indsats (hej, grafiske opsætning og endelig korrektur af seneste bog…), men det er også okay. Jeg kan sagtens overtale mig selv til at afsætte en håndfuld dage til et afgrænset projekt. Det er mere det der med varige forandringer, der kræver en varsom tilgang.
Hvordan tackler I forandringer, livsstilsomlægninger og store opgaver? Har I selvdisciplin nok til bare at gøre det (‘Just do it, sådan på Nike-måden)?
* Marie Kondo, japansk oprydningsekspert, som har udviklet et system til hvordan man én gang for alle får 100 % styr på sine ting, 100 % af tiden. Hendes system virker ikke for mig, så jeg har udviklet mit eget, men mere om det senere.
