Giv minder!

Så er værtindegave-stafetten nået tilbage til mig, og denne gang vil jeg dele en ide til gave til en værtinde man kender rigtig godt.

Noget af det fineste man kan dele med sine venner, er vel minder. Jeg elsker at samle minder med dem der står mig nær – minder om gode stunder vi har haft sammen, og som kan glæde os i mange år fremover.

img_0821

img_0819

Min værtindegave er derfor en fotobog. Denne her er til min bror og svigerinde, som vi delte en helt vidunderlig vandretur med her i foråret. Jeg knipsede (selvfølgelig) løs undervejs, og brugte da også af billederne i familiens dagbog – men jeg syntes de bedste fotos fortjente at blive trykt.

Ind imellem laver jeg fotobøger efter særlige oplevelser, som for eksempel ferier. Jeg gør det sjældnere med årene, men når jeg gør det, er jeg altid super glad for det bagefter. Det er bare en helt anden oplevelse at sidde og bladre i en bog end at scrolle gennem billederne på en telefon…

Man kan nærmest altid finde gode tilbud på fotobøger på nettet – jeg googler gerne ‘billig fotobog’, frasorterer de dummeste scams, og ender med en fin bog til billig pris. Denne her fandt jeg for eksempel hos PhotoBox til under 100 kr.

Selvfølgelig tager det noget tid at sammensætte en fotobog, men det er nok noget af det hyggeligste man kan lave. Jeg prøver altid at lade bogen fortælle en historie, så det ikke bare bliver en række billeder, men faktisk en fortløbende fortælling om en fælles oplevelse, også selvom det ind imellem betyder, at jeg må tage billeder ind som egentlig ikke hører med til selve oplevelsen, eller at jeg må undvære det geniale super-shot, som bare ikke passer ind. Det kan så typisk bruges til enten for- eller bagside, og sådan går det hele som regel op alligevel.

Det er selvfølgelig en lidt utraditionel værtindegave; ikke velegnet til andre end de næreste venner – og i virkeligheden heller ikke særlig praktisk. Gode værtindegaver er nogen som vækker glæde (tjek), men som ikke optager vært og værtinde i de kritiske minutter lige inden maden skal på bordet (ikke så meget tjek). Med en fotobog sker der typisk det, at straks bogen bliver pakket ud, kaster alle sig over den, med sveden og/eller kold mad til følge. Dog en helt ok pris at betale for at kunne genopleve dejlige stunder – og så er der jo nærmest altid et udmærket pizzaria om hjørnet, hvis det skulle gå helt galt 😉

 

 Se eller gense de tidligere indlæg i stafetten her:

img_1051

img_0869

 

Tilbage til forsiden

Måske vil du også læse...

2 Comments

  1. Nina says:

    Og da jeg var den heldige modtager af bogen kan jeg ærligt sige at fotobogen vagte stor jubel i familien. Og bogen gav anledning til endnu engang at genfortælle de gode oplevelser og minder fra vores dejlige tur 😘

    1. Pia says:

      ❤️

Comments are closed.