Langsom Lørdag – om alder, krop og Det Gode Liv

I næste uge har jeg fødselsdag, og det er en dag, jeg ser mægtigt frem til. Hvert eneste år glæder jeg mig som et lille barn, og forventer at blive fejret med manér. Jeg har jo klaret endnu et år – levet Det Gode Liv – og gjort det godt. Hvis jeg altså selv skal sige det 😉

Op til mine fødselsdage bliver jeg ofte sådan lidt tilbageskuende, eller evaluerende, om man vil. Jeg tænker meget over, hvordan jeg lever mit liv. Hvordan har jeg brugt det forgangne år, hvad har jeg lært, hvad har jeg givet? Hvor godt administrerer jeg min tid? Bruger jeg mine omstændigheder bedst muligt, og lever jeg, som jeg allerhelst vil? Og hvad er Det Gode Liv? Har min ide om Det Gode Liv ændret sig henover året?

I år har mine tanker kredset meget om forholdet til min krop. Min krop er perfekt. Den er ikke (bestemt ikke!!) P.E.R.F.E.K.T på den spændstige, Insta-værdige måde – men den er lige nøjagtig, som den nødvendigvis må være, omstændighederne taget i betragtning. Den er et direkte resultat af mine gener og mine valg.

Kroppen er et fordringsfuldt bæst, som kan holde os på tæerne 24/7 med sine konstante behov. Læg dertil, at vender man ryggen til den (mentalt – det andet bliver vanskeligt) et øjeblik, så forfalder den, på lidet tiltalende måder. Den er, med andre ord, en rigtig dårlig kammerat.

Og samtidig er den vores bedste ven. Den kan alt muligt sjovt, også selvom den bliver gammel. Alting gør måske bare lidt mere ondt end i de unge dage, men pyt nu med det.

Selv prøver jeg at finde en rimelig balance mellem på den ene side at passe på den, primært i håb om, at den så vil tjene mig mange år endnu, og på den anden side ikke bruge hele mit liv på at prøve at få den til at makke ret og være veltilpas.

Jeg fodrer den. Ind imellem endda med foder af rimelig kvalitet. Jeg hviler den (det er jeg god til!), og jeg prøver at overtale mig selv til at bruge den. Men jeg har gjort op med mig selv, at det med kroppen ikke må blive et fuldtidsprojekt.

Desværre kender jeg til virkelig triste historier om  mennesker, som lader Projekt Kropsvedligehold styre hele deres liv. De udvikler ortoreksi i jagten på den perfekt sunde krop, fortvivles over ethvert tegn på brug, og prøver at løbe fra livet i et fitness-center. Og det er så uendeligt forstemmende. For hvorfor? Hvorfor male sig selv op i et hjørne, hvor succeskriteriet er det uopnåelige: en sund, stærk og smuk krop, som aldrig bliver syg, svag og grim.

En dag som denne, hvor jeg er fri for sult og fare,
fuld af styrke, i en frisk og rørlig krop,
er kun en flygtig illusion: den krop jeg bærer
er bare øjeblikkets lånte pragt.

Dejlige ord fra Shantideva, som understreger den buddhistiske holdning til det der med kroppen. I buddhismen er der nemlig ingen vaklen. Kroppen er et redskab til sindets opvågnen, hverken mere eller mindre. Uanset hvor meget man anstrenger sig, vil man alligevel aldrig kunne gøre den tilfreds – den er en fremragende tjener, men en grusom herre.

Skær hul på denne hudsæk
ved hjælp af intellekt og fantasi!
Slagt kroppen, pil kødet fra skelettet
med visdommens fantastisk skarpe kniv!

Knæk knoglerne midt over, knus og split dem,
og se på marven som du finder i deres indre.
Studer den nøje! Tænk, og spørg så dig selv:
Hvor er kroppens ‘krop-hed’ gemt i alt det her?

Dér er jeg ikke helt. Jeg gider godt at gøre mig en smule umage med den der krop. Jeg gider godt at bade, smøre, plukke, vokse, pudre og spartle den, i håb om at udskyde det uundgåelige lidt. Jeg gider bare ikke at det skal være et fuldtidsjob. Og så er det jo godt, at jeg kan finde en spirituel undskyldning for min dovenskab 😉

Hvordan har I det med kroppen? Hvor meget gider I, og hvor vigtigt synes I det er?