Det indtryk jeg først og fremmest sidder tilbage med efter at have læst Glaskisten, er at det er en ualmindelig smuk bog. Det er en fin fortælling om overlevelse og kærlighed mod alle odds, skrevet i et fintfølende, fordringsløst sprog, i en betagende indpakning. Bogen er ganske enkelt pæn, på alle de gode måder, man kan forestille sig, og hvis jeg gav stjerner til de bøger jeg læser, ville den score højt.
Jeg blev meget grebet af den bevægende skrøbelighed, der strålede mig i møde fra nærmest hver eneste side. Skrøbeligheden i forfatteren, i hendes store projekt, og i selve glaskisten – den der sætter fortællingen i gang – alt sammen så ægte, inderligt og nærværende beskrevet, at jeg virkelig engagerede mig i Lone og Tenpas historier.
Vi hører nemlig flere historier i denne bog. Vi hører Lones og Tenpas personlige historier, vævet ind imellem deres fælles historie, og så hører vi historien om et land og en kultur under pres. Bogen giver et langt mere nuanceret syn på Tibets historie, end det vi normalt tilbydes i medierne. Vi følger med, når ven bliver til fjende, og når Tibets åndelighed næsten knuses af den kinesiske overmagt. Vi sidder på første række, når Tenpa beretter om sin familie og dens ubegribelige rutcheture fra samfundets absolutte top til den absolutte bund og halvvejs tilbage igen, og jeg var i hvert fald tryllebundet. Det er historien om en ung mand og hans familie, som prøver at navigere i en uoverskuelig konflikt, der først luer og siden buldrer omkring dem, og om de forfærdelige konsekvenser for både Tibet og tibetanerne.
Det var dengang, alle kunne være sammen i familien, men nu er der desværre kun de to lejre tilbage, som ikke har meget kontakt. Dem med høje uddannelser fra Kina, der udadtil kan fungere på kinesiske principper, og så de andre, de fattige, der ikke taler kinesisk særlig godt, der ikke har fået uddannelse, men som stadig lever efter gamle tibetanske normer og forestillinger, så vidt det er muligt. De bor ved Tromzikhang i den gamle bydel i en af statens udlejningsejendomme mellem mange andre ligesindede.
Det er også historien om en mormor, der formår at bevare sindsroen og sin urokkelige tro gennem alle de omvæltninger, hun oplever. Fra at være en af Tibets vigtigste familier, over årene i husarrest, og frem til alderdommen, som hun tilbringer hos sine børnebørn – hele tiden møder hun sin karmas udfoldelse med værdighed, og har altid et klogt ord til overs:
Der kan du se, lille Tenpa La, alle mennesker har vanskeligheder, og dem skal man ikke være bange for, de hører med til livet. Faren er der først, når vi ikke vil se dem, så falder vi nemlig ned i dem. Har du problemer, lad dem aldrig hvile inden i dig. Få dem ud. Få dem lagt frem på bordet med det samme. Så kan du se det skidt, du har lavet. Så kan du se det klart. Holder du det inde og glemmer det, vil det vokse sig større inden i dig og i sidste ende slå dig ihjel.
Tenpa klarer sig, med sin fars hjælp, for så vidt fint under den kinesiske besættelse, i hvert fald til at begynde med, men under en af de store uroligheder i Lhasa kan han ikke modstå trangen til at gøre oprør. Han fanges på et fotografi, og men er så heldig at blive advaret inden det kinesiske styre udsender en arrestordre på ham. Han flygter over bjergene gennem Nepal, og er ved at skabe sig en ny tilværelse i det tibetanske eksilsamfund i Dharamsala, og har fået arbejde som tilsynsførende med de mange flygtningelejre, da hans veje krydses af en dansk kvinde, som han taber sit hjerte til.
Lone har mistet sin mand, og er nu, flere år efter, i Himalaya med et projekt, hvor hun vil opstille en glaskiste i bjergene. Glaskisten stod først, i sin oprindelige form, på stranden ud for hendes hjem, hvor hun opstillede den i 1993, 3 år efter sin mands død. Da hun ankommer i Himalaya, er hun på én gang stærk og sårbar, og selvom hun slet ikke er på udkig efter kærlighed, finder kærligheden hende alligevel.
Som læser får man fornemmelsen af at blive lukket helt derind, hvor det virkelig betyder noget. Vi får lov at være med i selve bogens tilblivelse; de lange samtaler parret imellem, hvor Tenpas historie udrulles i al sin overvældende pragt og gru, og man føler sig virkelig tæt på især Lone, som generøst og usentimentalt giver os lov til at komme helt tæt på.
Den skrøbelighed, som jeg finder så rørende i hele bogen, illustreres så fint af glaskisten. Billedet er smukt, symbolikken er bevægende – og den peger uendeligt fint på alle tings forgængelighed.
I slutningen af bogen er der en grundig faktasektion, hvor Tibets historie, bogens vigtigste personer, og nogle grundlæggende buddhistiske begreber bliver gennemgået. For mig var det især sjovt at se, at den tibetanske buddhisme tilsyneladende adskiller sig en del fra ‘main-stream buddhisme’, blandt andet ved en, for et udenforstående øje, lidt pudsig tolkning af Nagarjunas to sandheder, og ved den ligefremme brug af et dybt problematisk ord som ‘Hinayana’*
Til sidst kan jeg altså ikke lade være med at vende tilbage til det der med, at hele bogen er lækker. Jeg ved godt, at det først og fremmest er indholdet der tæller, men der er altså noget særligt over en bog, hvor man har gjort sig umage med præsentationen. Lækker papirkvalitet, flot print, skønne farver på omslagets inderside, en smuk, uprætentiøs forside, og et smudsomslag der er så flot, at jeg snappede efter vejret, første gang jeg foldede det ud.
Tusind tak til Forlaget Frydenlund for en bog, som jeg kan virkelig anbefale. Læs den, hvis du kan lide en bevægende fortælling fra det virkelig liv, hvis du er til kærlighed der overvinder alt, eller hvis du er interesseret i buddhismen og/eller Tibets historie.
* ‘Hinayana’ betyder ‘Det Mindreværdige Fartøj’. Det er et udtryk som almindeligvis udelukkende bruges (nedsættende) af Mahayanabuddhister, som ønsker at give udtryk for deres bedømmelse af den tidlige buddhisme på en subtil facon. I Vesten bliver ordet ind imellem fejlagtigt oversat som ‘Det Lille Fartøj’, og i buddhismens første år udenfor Asien tænkte man det ikke som nedladende, men udelukkende som beskrivende. Dette har dog ændret sig med den voksende forståelse af buddhismens udvikling – og med kendskabet til sanskrit. Helt generelt gælder det her, som alle andre steder, at et ord som primært bruges af andre om en særlig gruppe, men sjældent eller aldrig af den pågældende gruppe selv, gør man klogt i at undgå.
