Anna og jeg har begge læst Hårspættens hårspændespæn og andre historier fra syvmileskoven af Thomas Stordal Philipsen.
Jeg synes det er en rigtig fin højtlæsningsbog, som jeg glæder mig til at læse for barnevidunderbarnet, når hun bliver lidt større. Dyrene i Syvmileskoven lever og leger, og lader os lære noget om at være anderledes, om at have ambitioner og meget andet, uden nogensinde at komme til at virke som en træls, løftet pegefinger. Den er sjov og kær, og jeg er vild med, at hver enkelt historie kan stå alene. Man kan således springe rundt i bogen, og vælge lige præcis den fortælling, man har lyst til.
Det allerbedste ved bogen er dens sprog. Thomas Stordal Phillipsen leger med ordene, så det er en fryd. Hårspætten er jo for eksempel en fin fugl, men når hårspættefamilien har en masse frisører, bliver det ekstra fint. Når hårspætten Henry så oven i købet finder en masse hårspænder og laver et hårspændespæn, er jeg helt solgt.
Anna har også læst den, selvom den ikke er beregnet til hendes aldersgruppe. Faktisk passer den nok bedre til hendes yngre søstre, men hun nød tilsyneladende at læse den alligevel, så jeg giver ordet til Anna:
Som det første vil jeg gerne sige tak til Thomas Stordal Philipsen for at sende mig et anmeldereksemplar.
Det her er ikke en normal skov, med normale fugle, gør dig klar. Hårspætten Henry studerer biller sammen med sin bedste ven krage Kristian. De har bygget et lille drivhus sammen, hvor de dyrker agurker imens de kigger på biller. Men det er altså soldaterbillerne der er de mest spændende!
Alt imens prøver borgmester Ronald Krikand i smådyrsbygen Hårkøbing at blive præsident i hele syvmileskoven sammen med sin tro følgesvend Villy Væsel som er til stor “hjælp” for ham.
En morgen finder Henry Hårspætte, en masse hårspænder. Og han laver et stort kapløb, som nu er den mest kendte sportdiciplin: et hårspændespæn! Det er altså spændende.
Men du kan også tage i teatret og nyde billernes billeballet i westernstil. Men det er altså lidt svært at danse ballet når man har 6 ben!
Bogen er hurtigt læst men er nok mest for mindre børn. Der bliver leget med ordene. Det er nok mest en højtlæsningsbog og jeg tror man ville syntes den er god når man, går i 2-3 klasse.
Kærlig hilsen,
Anna.
Anna.