Højgård – køkken

Det her køkken er nok ikke det der bliver lavet allermest mad i – til gengæld er det superhyggeligt sted at hænge ud, og når vi har gæster, er det nærmest altid her vi ender, også selvom der faktisk ikke er plads til så mange.

Det er forbavsende funktionelt (når man tager i betragtning af ingen af os sætter nogen særlig ære i at kokkerere), og det kommer til sin ret når vi har mange gæster, og til vores store weekend-arrangementer, hvor der skal laves mad til 20+ personer ad gangen.

I hverdagen skal det egentlig bare være smukt og hyggeligt, og den opgave synes jeg det klarer rigtig godt! Vi har fyldt det med grønne planter og små betydningsfulde ting, som hver især fortæller en historie.

Spisebordet er helt nyt, lavet af Birgitte fra Raw Nordic (som også har lavet vores sengegærde), af gamle rustikke træplanker. Bag bordet hænger en samling billeder fra huset i Italien, så vi altid kan drømme os til varmere himmelstrøg, hvis det bliver alt for gråt herhjemme 🙂

Der er en dobbeltdør direkte fra køkkenet ud til en lille terrasse i haven. Her sidder vi, når det kun er os to (og vejret i øvrigt er til det…) – hvis vi er flere, bruger vi enten den store terrasse eller gårdspladsen. Møblerne på vores lille ‘hemmelige’ terrasse er et lidt besynderligt sammensurium, men det fungerer! Jeg elsker at der er så meget grønt omkring, så vi ikke behøver at dekorere yderligere med potter osv. Potter og mig er erfaringsmæssigt en skidt kombination… Fordringsfulde bæster.

 

Tilbage til forsiden

Måske vil du også læse...