Nu, hvor jeg sidder lige midt i Corona-land, har jeg selvfølgelig gjort mig en masse tanker om det lille virus-bæst. Det havde jeg sådan set også gjort inden jeg tog afsted, men på én eller anden måde har den bare trængt sig frem i bevidstheden hernede. Det kan muligvis have noget at gøre med, at alle vi ser, er iført mundbind. Her må man nemlig ikke komme ind i supermarkedet, hvis ikke man først spritter hænder og tager mundbind på, så man ikke kan sprede en eventuel smitte til andre.
Men altså – hvad har jeg lært om og af Coronavirus? Ikke så skrækkeligt meget, men lidt overvejelser er det blevet til.
- Corona får det fineste frem i os. Vi passer på hinanden, og husker at række ud (med afstand) til dem der har behov. Folk har vist deres smukkeste side, og tilladt medfølelse og omsorg at strømme frit.
- Den får også det grimmeste frem i os. Den indre kontrollør får frit løb, og alt for mange har været ude med riven. Slap nu af. Husk at ingen kender en andens sandhed og omstændigheder, og det der for dig ligner komplet egoistisk ansvarsløshed, er måske en meget mere kontrolleret affære, end du kan forestille dig. Der er blevet skammet ud og sat i gabestok i beskæmmende omfang, og det er ikke klædeligt.
- Den menneskelige hukommelse er ikke meget bevendt. Lige meget hvor godt jeg forbereder mig på ikke at kramme, så lever mine arme tilsyneladende deres eget liv, og jeg har mere end én gang taget mig i først at huske på det med afstanden, når jeg stod i favnen på en af mine kære. Har også iagttaget det hos andre. Heldigvis. Jo altid træls at være den eneste klovn på scenen.
- Jeg havde mere kontakt med mennesker, mens jeg var i isolation end ellers. Godt nok virtuel kontakt, men tankevækkende ikke desto mindre. Skal nok til at passe på, at jeg ikke får krydset den hårfine grænse mellem hyggelig introvert og slet og ret særling.
- Jeg elsker at røre ved mit ansigt. Hvis der er én ting, jeg i særdeleshed har lært af Corona, er det at jeg absolut knuselsker at røre ved mit ansigt. Hele tiden. Har jo også et virkelig rart ansigt, men alligevel..
Jeg har ikke noget billede af Coronavirusset, så i stedet får I et billede af mit Italien. Med god afstand, rene hænder og enorm hensynsfuldhed.
Nå ja – der var lige én ting mere. Enhver Corona-joke falder vist nok stadig i kategorien “Too soon-jokes”. Også selvom det var vældig sjovt, da min mor (som, i parentes bemærket, befinder sig i gruppen af udsatte, men som har en højt udviklet humoristisk sans) introducerede mig til virussets kælenavn, Boomer-remover…
