Jeg har omsider fået min helt egen Ranunculus – og så har jeg helt glemt at vise den frem! Jeg har kigget langt efter opskriften i uendelige tider (ah ok, måske ikke uendelige, men virkelig længe…), og nu fik jeg så taget mig sammen. Blusen der har gået sin sejrsgang over det ganske internet, har nu også været en tur på mine pinde – og jeg er meget begejstret!
Den er super nem at strikke. Mønsteret er helt enkelt, og så snart selve bærestykket er strikket, er det ren strand-strik derfra. Man strikker på pinde 6, så det går lynhurtigt, og der er ingen montering bagefter.
Opskriften lægger op til, at man bruger et forholdsvis let garn. Der anbefales faktisk lace eller fingering vægt, men det synes jeg, bliver lige til den vel gennemsigtige side. Jeg har brugt Drops Brushed Alpaca Silk, som er tilpas tykt til at give en top, som kan bruges med anstændigheden i behold, ikke mindst fordi det, netop som navnet antyder, er børstet, så det fylder noget mere end et fast spundet garn ville gøre. At det så i tilgift er så blødt som en sommersky svøbt i edderdun, gør det kun endnu bedre. Sidste glade overraskelse var, at jeg kun brugte 3 nøgler – jeg strikkede altså min Ranunculus for bare 57 kr!!
Jeg lavede den noget længere end opskriften angiver, ca. 50 cm, for jeg er altså ikke rigtig med på den med de helt korte bluser. 50 cm betyder at den rammer mig lige på toppen af mine hofteben, og det er præcis den længde, jeg kan lide.
Du kan finde opskriften på Ravelry, og den er omsider blevet gradueret op i flere størrelser. Til at begynde med lå den kun i en enkelt størrelse, men nu går den altså helt op til en brystvidde på 166 cm. Jeg strikkede den mindste størrelse, og den er rigeligt stor til mig, også selvom opskriften lægger op til, at man strikker den med rigelig bevægelsesfrihed. Den kan købes på Ravelry, og koster 6,13 euro.
Den er virkelig smuk – i hvert fald på dig
Brushed alpaca silk er så lækkert ❣️
Hvor er du sød ❤️ Jeg tror den vil klæde de fleste – på Ravelry er der billeder af kvinder i alle former, og den er flot på dem alle!