Renée Toft Simonsens nye bog, Jeg er f*cking hot!, er en genistreg, intet mindre. Jeg er, med andre ord, meget begejstret, for omsider er der en hudløst ærlig bog om overgangsalderen og alle dens velsignelser. Når jeg ellers har læst om denne helt særlige periode i et kvindeliv, har det enten været meget klinisk, eller lidt af en klagesang – men her får vi det hele: det kliniske (for eksempel om, hvad hormontilskud gør ved os), klagesangen (for ja – det er altså ind imellem tæt på ulideligt, og det bliver der ikke lagt skjul på), men også alt det smukke, sårbare og frugtbare, som denne alder også byder på.
Jeg har selv en ide om, at overgangsalderens trælse symptomer faktisk er et signal fra naturen om, at det er på tide at tage livet op til revision. Når vi ikke længere kan overkomme helt så meget som vi plejer (og som vi måske synes vi burde), når vi begynder at gå itu på ærgrelige måder, og når vi bliver lidt mere sarte og følsomme, så reagerer mange af os med pres. Vi presser os selv, fordi det er vi vant til, og det er vi gode til.
Men for mig giver det ingen mening at mase på, når jeg er flad. Eller jo, det gør det nogen gange, hvis jeg har forpligtelser der absolut ikke kan udsættes, men rigtig meget kan sagtens skubbes. Noget er tidskritisk, en masse er ikke. Og bare lige et tip: det kan være svært at se forskel.
Det er såmænd ikke fordi jeg ikke KAN – det kan de fleste. For en tid. Men det er bare ikke særlig rart, og hvis præmissen er, at den egentlig mening med livet er at leve det lykkeligt (og det er min præmis), så giver det ikke mening at presse igennem.
Og omsider har jeg fundet genklang for mine ideer! Renée tager os nemlig med ind i de mørke, søvnløse nætter, hvor reflektionerne står i kø, og sveden hagler af hende – og jeg genkendte så mange af hendes tanker, som lige præcis dét jeg selv ville have sagt, hvis ellers jeg kunne. Faktisk genkendte jeg så meget, at jeg under læsningen lavede en 1:1 identifikation, helt ned til de hemmelige smøger på terrassen – bare fraregnet natteroderiet. Jeg sover almindeligvis som en skudt ko, og det har jeg tænkt mig at blive ved med.
Bogens undertitel En rejse i det indre landskab omkring de 50 år – og et forsvar for såbarheden! fortæller ret fint, hvad den overordnet handler om. Den handler om at udforske det indre landskab, og respektere det man finder. Selv når det er noget, som ellers ikke passer ind i ens selvbillede, som for eksempel sårbarheden. Sårbarheden er sjældent noget vi praler med, men det burde vi måske. Sårbarheden kan nemlig gøre os mere lydhøre, og meget rigere på livet – hvis ellers vi tør invitere den ind. Hvis sårbarheden skal berige os, er vi nødt til at holde ud at være sammen med den; at mærke den, også selvom det kan gøre ondt.
Jeg har lyst til at sige JA til at være totalt sårbar og grådlabil, og ikke mindst har jeg lyst til at sige til hele verden, at jeg har fucking ret til at have det, som jeg har det – og hvis jeg begynder at græde, og du ikke kan holde til det, så er det dit problem, ikke mit!
Jeg er f*cking hot! er både et helt konkret udsagn, der knytter sig til kroppens forræderi, når den, helt uinviteret, skruer op for temperaturen – men også en påmindelse om, at fiftyfabulous kvinder stadig er hotte på den frække måde, og at vores kroppe stadig kan en hel masse sjovt. Også selvom de ser lidt anderledes ud, end de gjorde for 30 år siden. Her er Renée nemlig også befriende ærlig, når hun vover at tale om den grimme fjabbe, og oven i købet giver afkald på den nemme løsning, som jo er at gøre grin med den. Hun taler kærligt om den aldrende fjabbes livsvilkår; om dens udseende og dens funktionalitet, og om alle de glæder den kan give – og det er noget så befriende.
Overgangsalderen handler rigtig meget om forandring og om tab. Tab af det ydre, javist, men også tab der gør mere ondt end det at indse, at man ikke længere kan smutte i en størrelse 34. Tabet af børnene, for eksempel, som Renée så smukt minder os om, at vi ikke kan tabe, fordi vi aldrig har haft dem:
Kom hid, psykologer, lærere og pædagoger, sig, hvad I vil, men jeg og jeg alene bestemmer her på mit slot. Det, der kommer ud af mig, er mit!
Hvilken vildfarelse levede jeg ikke i, hvilken illusion at tro, den slags tanker havde nogen gang på jorden. For dét der kommer ud af mig, er sit! Det ved jeg nu.
Det ultimative tab, døden, rykker også tættere på i denne alder. Vi begynder at miste dem omkring os, og vores egen dødelighed springer os også pludselig i øjnene. Men netop dén erkendelse, lærer Renée os, kan hjælpe os til at leve.
Gennem hele bogen skriver hun så smukt og indfølende om denne store, på mange måder vanskelige, og alt for ofte oversete periode af vores liv. Hun skriver, så det føles som at sidde med den der helt særlige, kloge og kærlige veninde, som godt tør sige både de store ting og de svære ting. Hendes uddannelse som psykolog fornægter sig ikke, og heller ikke hendes mangeårige arbejde med selvudvikling i forskellige former, og som læser får man mange gode, konkrete råd med på vejen. Jeg var især begejstret for de fire arketyper: de fire stemmer, der mere eller mindre konstant taler i vores hoveder. Bare det at give trolden navn, tager lidt af magten fra den, og bevidstheden om, hvem der taler, gør det nemmere at distancere sig lidt fra den evige ordflom. Om det er Overjeget, Det indre barn, Vildkvinden eller Viskvinden der er på spil, så er det altid godt at vide, hvad det er, man har med at gøre.
Selv kom jeg ret pludseligt og voldsomt i overgangsalderen, og gav hurtigt op overfor hedeturene. Dem om dagen kunne jeg for så vidt godt holde ud, men dem om natten… Det var som om, at det at jeg ikke var tilstede når de begyndte (fordi jeg sov), gjorde at de fik magten over mig, og mange nætter vågnede jeg simpelthen ved at jeg måtte ud og kaste op. Derfor tager jeg hormoner, men Jeg er f*cking hot har faktisk inspireret mig til at trappe ud af dem. Jeg vil finde en måde at leve i fordragelighed med min krop, også når den er lidt tarvelig.
Og det er vel i bund og grund den bedste anbefaling af en bog: at den rokker ved din verden, og ændrer dit liv. Alle kvinder burde læse Jeg er f*cking hot inden de rammer overgangsalderen, bare så de har en ide om, hvad de har i vente – og så kan de altid genlæse den et par gange undervejs, for det kan den fint tåle! Tusind tak til Renée for en bragende god bog, og til Politikens Forlag for at sende den til mig.
Jeg kigger tilbage på et langt liv, hvor jeg har været i fuld gang med at handle i forhold til alt det, som livet bragte med sig, hverdagen og alt det andet, jeg stod midt i, med eksaminer, sygdom, ægteskabskriser og børnefødsler, mes jeg lige nu får en klar næsten oplyst følelse af at kunne læne mig tilbage, se på det, som forgår, og endda indimellem hvile i, at tingene er, som de er, i altings forgængelighed.
