Flere gange i årets løb, og således også nu i disse dage, har jeg fornøjelsen af at kunne trække mig tilbage til templets trygge miljø, og fokusere fuldt og helt på meditation og buddhisme sammen med mine søde kolleger. Der er tale om forholdsvis korte forløb, bare 3-6 dage, som til gengæld er meget intensive. Jeg ser det som en mulighed for at koncentrere mig om min spirituelle praksis, uden at skulle forholde mig til noget som helst andet end mit sinds fornøjelige (eller mindre fornøjelige) kolbøtter. Det er en stor gave at have mulighed for at samles med ligesindede om en praksis som er meget mere intensiv, end et almindeligt hverdagsliv giver mulighed for.
Den gave vil jeg have mest mulig glæde af, både undervejs, og i tiden bagefter. Normalt gør jeg et stort nummer ud af at bringe min meditation ind i hverdagen., for eksempel i form af meditativ læsning, madlavning eller andet. Jeg synes det er fint at have templet/min meditationspude som ‘sandkasse’ eller øvebane, men det er ude i den der virkelighed, at det virkelig sjove sker. Det er dér, man kan bruge timerne på puden til noget; der hvor meditation bliver til mere end bare en fritidsfornøjelse. Det er ude i virkeligheden, at det bliver til et uvurderligt redskab til ro og glæde for både mig selv og andre.
Men – for der er et men eller to – for det første skal man jo rent faktisk have en regelmæssig praksis, før der er noget at ’bringe ind’, og for det andet gør man alting meget nemmere for sig selv, hvis man ind imellem giver sig selv mulighed for at fordybe sig, helt uden tanke for andet.
Så det vil jeg gøre. Jeg vil øve mig, og jeg vil værdsætte hvert eneste øjeblik. Som vi siger hver aften, inden vi går til ro:
Aldrig må vi glemme
Livets og dødens betydning.
Tiden flyver, og vores muligheder går tabt.
Alle må vi stræbe efter at vågne.
AT VÅGNE.
Giv agt. Værdsæt hele dit liv.
