Juleferielæsning

Juleferie kalder på skønne stunder, krøllet sammen i en blød rede med varm kakao og gode bøger. Min bløde rede har overvejende bestået af et flysæde (!), og den varme kakao er en kende unødvendig, eftersom jeg er i Rio hos ældstesønnen og hans dejlige familie. Bøgerne skal jeg imidlertid ikke snydes for, og dem vil jeg dele med jer. Så uden flere omsvøb kommer mine bud på livsalig juleferielæsning, med masser af feel-good bøger, spænding og god underholdning:

4349e472-9547-4e82-9bd6-c57440458a86

Camille Clouds brevkasse af Line Knutzon

Sjov, skarp og velskrevet brevkassebog. Camille Cloud er måske ikke verdens mest omsorgsfulde brevkasseredaktør, men hun er sjov. Vældig sjov, og konsekvent på andres bekostning, hvilket jo altid er spas. Den passer til en dorsk dag, hvor du bare har lyst til at sidde gnække lidt.

Hjælp min kæreste er skruk! af Jan Oxholm

Ægte feel-good bog, som gør præcis det den skal gøre: underholder dig, mens helt og heltinde går så grueligt meget (sjovt) igennem, inden de – naturligvis – omsider får hinanden på den fede måde. Ville formentlig falde i kategorien chik-lit, men er lidt anderledes, måske fordi den er skrevet af en mand.

Som Pesten af Hanne-Vibeke Holst

Min yndling på listen her, men jeg er også forudindtaget. Jeg har knuselsket Hanne-Vibeke Holst og alt fra hendes hånd, lige siden jeg som nybagt mor stormlæste Therese-trilogien. I denne stort anlagte roman kan vi igen vælte os i fremragende persontegninger, inspirerende rollemodeller og et skarpt plot. Ekstrabonus: bogen er en ægte murstensroman – afgjort et plus, når vi taler ferielæsning og Hanne-Vibeke!

Blækhat af Sissel-Jo Gazan

Hvis du er krimihader (jo, de findes, besynderligt nok), så lad dig ikke afskrække: dette er ikke en krimi. Hvis du savner en god Sissel-Jo Gazan krimi, så lad dig ikke afskrække: denne lever fint op til resten af forfatterskabet.

Vi følger Rosas vej gennem ungdommen i Århus, hvor hun strejfer BZ-miljøet, de sidste 80-er kollektiver, og efterhånden fatter interesse for den street art der langsomt begynder at spire frem. Hendes interesse driver hende til Berlin, hvor gamle familiehemmeligheder pludselig begynder at dukke op – men hvordan er alt det forbundet til et muligt mordforsøg i nutiden? Jeg er stadig i gang med den, og jeg er glimrende underholdt.

Ready Player One af Ernest Cline

Vi er fremme i 2045, hvor spillet om Oasis er i fuld gang. Der er meget på spil, virkelig meget, og der er da også mange spillere på banen. Man kan nemlig vinde spildesignerens betragtelige formue – men hvor mange penge er, kommer brutaliteten til. Har kun læst et par sider, bare for at sikre mig at den fænger, og gemmer resten til de lange, dovne dage på stranden.

Den underjordiske jernbane af Colson Whitehead

Denne her behøver næppe den store introduktion, og jeg ved faktisk slet ikke, hvorfor jeg ikke har læst den endnu, fortællingen om unge Cora, der opvokser under brutale forhold i slavetidens USA, og drømmer om flugt. Nu skal det være!

Jeg overvejer at gøre det forbi af Iain Reid

Ung kvinde på road-trip med sin kæreste. Hun tumler med tanker om at gøre det forbi, men får det ikke rigtig sagt – til gengæld hvirvles hun ind i et net af snigende uhygge og bizarre opkald fra en stalker, som på en eller anden måde formår at ringe op fra hendes eget telefonnummer… Andre gode ingredienser er en snestorm, en tilsyneladende forladt skole, og et mord et sted i fortiden. Uha, den her glæder jeg mig til!

Hvad læser I i juleferien?

Måske vil du også læse...

2 Comments

  1. Anette says:

    Anne-Cathrine Riebnitzsky: Den stjålen vej og Forbannede yngel af samme forfatter. Kan anbefales.

    1. Pia says:

      Har haft Forbandede Yngel på min læseliste i sådan cirka hundrede år – måske jeg skulle tage fat på den nu? Bedre sent end aldrig 😊

Comments are closed.