Ikke så meget herfra i dag, andet end et dybfølt GLÆDELIG JUL til alle jer derude. Jeg er så inderligt taknemmelig over, at I vælger at bruge jeres kostbare tid på at læse med her, og jeg vil aldrig kunne takke jer nok for jeres deltagelse og interesse.
Jeg håber I nyder jeres jul, hvordan I end har valgt at holde den, og at den vil komme til at indeholde en hel masse af det, I allerbedst kan lide. Det er uden tvivl den tid på året, hvor jeg mærker savnet af dem, der ikke er mere, allermest. Derfor sender jeg et ekstra juleknus til jer, der savner nogen.
Mine planer for dagen er noget med noget juleknas, madlavning og Disney’s Juleshow, og så et hyggeligt julevisit. Da jeg var barn, tog vi altid på visitter juleaftensdag, og for et barn er dagen jo i sandhed rigeligt lang nok til, at det fint kan lade sig gøre! Min mor sørgede altid for at koordinere med TV’s juleprogram, så jeg ikke gik glip af alt for meget Jørgen Clevin, og jeg nød at komme med rundt til oldeforældrene. Vi ønskede glædelig jul, og blev selvfølgelig budt på småkager og chokolader, for man skulle jo ikke risikere at julen blev båret ud. Jeg videreførte traditionen med mine børn, som også villigt fandt sig i at komme med rundt på slæbetov, og senere, da olderne faldt bort, blev det til, at vi mødtes om mine morforældres grav.
Nu er vi så blevet de gamle, son de unge tager på visit hos. Yngstesønnen og hans hustru, som ikke skal fejre jul med os, kommer og ønsker os glædelig jul om lidt. Det er altså ikke helt nemt, det med at skulle dele dem – men jeg ved, at de får en dejlig jul med hans vidunderligt søde svigerfamilie. Og sådan udvikler traditionerne sig, og det er også ok. Bare det ikke går alt for hurtigt, for til jul er der helst ikke noget, som må gå hurtigt 🙂
Tar et par timer med strikketøjet hertil formiddag. En vest er på vej
Og rigtig glædelig jul herfra✨
Det lyder som den perfekte start på en hyggelig dag!! Jeg har også taget mig en smule strikketid – det hører sig til.
Jeg håber du får en vidunderligt ulden jul
Glædelig jul – håber I får nogle dejlige dage. Kh. Birgitte
I lige måde, søde Birgitte
Du ønskes en rigtig glædelig jul og et godt nytår. Tak for alle dine hyggelige beretninger, som jeg håber fortsætter i 2020.
Da vores dejlige svigerdatter, der er læge, har vagt den 24., fejrede vi juleaften den 23. med vores familie. Vi havde en skøn lillejuleaften med alt, hvad der hører til en juleaften!
I dag har vi været i kirke, og i aften spiser vi andebryststeg og risalamande og får en stille, men hyggelig aften.
Tak for de søde ord – det er den slags der gør det sjovt at skrive!
Hvor lyder det fint at I uden videre rykker julen, så alle kan være med. Selvfølgelig er en svigerdatter vigtigere end en dato, men det er ikke alle der tænker så langt. I er heldige at I har hinanden!
Jeg håber du får nogen dejlige juledage, og et godt nytår.