Nogen gange går alting, præcis som man planlægger det, og andre gange går det helt i fisk anderledes. Denne uge har været et eksempel på det sidste. Ugen har velsignet mig med et par Tycho Bragesdage, hvor alt hvad jeg rørte ved, gik i kludder. Som i alt. Men det er jo stadig jul, så det gør ikke rigtig noget. For hvis der er noget julen kan (og skal kunne!), så er det at klare, at ting ikke går som planlagt.
Dejlig Tivolitur med alle mine børn og børnebørn – dét kan man da ikke klage over! At turen så skulle have været indledt med en nissejagt på Zoologisk Museum, falder i kategorien “Farmors Fejl”. For selvfølgelig holder nisser fri om mandagen.
Det gør de heldigvis ikke om torsdagen, så vi fik fundet alle de bortløbne nisser, og havde mægtig meget sjov undervejs. Barnevidunderbarnet fik juleferie, og farmor fik lov at låne hende et par timer, så de kuldsejlede planer kunne gennemføres.
Onsdag kunne Peter og jeg high five hinanden i køen i Fætter BR. Alle julegaver var i hus, og en del af dem er faktisk også blevet både pakket ind og afleveret i ugens løb. Det blev fejret med kage. Selvfølgelig. Fordi jeg har en hel mund fuld af søde tænder, og kage hører sig til.
Vi har også været på Bakken! Det var ellers en af de planer, som lå alleryderst på vippen, da ugen besluttede sig for at forsøge at knuse alle mine fine planer, men det lykkedes. Med hiv og sving, men det taler vi ikke om. Vi glæder os bare over, at vi fik en dejlig eftermiddag.
Nu har julefreden sænket sig over vores lille gule gård. Alting er, som det skal være, og i aften skal vi julehygge i vores oldekolle. Frk. T har inviteret, og jeg glæder mig umanerligt meget til at runde en sjov, omend noget hektisk, uge af i godt selskab.
Næste uge ligger i faste, velkendte rammer, og nu siger jeg det bare:
Drej kun universet helt omkring,
vend kun op og ned på alle ting,
jorden med, thi den er falsk og hul,
RØR BLOT IKKE VED MIN GAMLE JUL!!
Blev der sagt! Rigtig glædelig jul til jer alle – vi ses nok kun kort henover julen, men jeg ønsker jer alle en vidunderlig, magisk og helt igennem perfekt jul, på lige præcis dén måde, I holder allermest af.
Hej Pia og familie et varmt ønske om en rigtig glædelig oven på alt det arbejde,som du og (I) forhåbentlig nyder
godt nytår og lad os håbe den bliver fredelig uanset de udfordringer og krav m.v. der opstår.
Kærlige hilsener Os i Odense.
Kære Viggo, også mange kærlige hilsner til både dig og Eva, og til hele sanghaen i Odense ❤️