Julepynt

Jeg behøver næppe at skrive det – men jeg er altså umanerligt glad for julen. Og det generer mig overhovedet ikke, at min julepynt på ingen måde matcher min indretning. I julen er det hyggelige og ikke mindst det traditionelle, så meget vigtigere end det tjekkede. I hvert fald her i huset, omend jeg sagtens kan nyde synet af en lækkert farvekoordineret oppyntning hos andre.

For mig handler julepynt om nostalgi, og jeg bliver aldeles sentimental, når jeg kigger i mine enorme julekasser. Jeg bliver barn igen, og det er på mange måder en god ting. Især op til jul.

Min liste over, hvordan julen skal se ud, er lang. Den er altid temmelig ambitiøs, og jeg tjekker aldrig alle punkterne af – men det gør ikke min liste mindre værdifuld! Lister er nemlig også drømme.

julepynt

Der er dog nogen ting, som bare skal op, hvis det skal blive jul. Hyggen er nok den vigtigste af disse ting; en gammel, skramlet nisse, som lige siden drengenes barndom trofast er kravlet opad, en dag ad gangen, gennem hele december, indtil han til sidst hang helt oppe under loftet, og kunne kalde julen ind.

julepynt

Selvfølgelig skal der også være både adventskrans og kalenderlys, men en nyere nødvendighed er granranken med de 24 små, fine julesokker. Ind imellem har de fungeret som pakkejulekalender for ham min elskede, men i år hænger de bare og pynter i køkkenet.

julepynt

Endelig skal der gran i vindueskarmene, med lys. Indtil for nylig var der tale om levende lys, hvilket yderligere gav lidt god julespænding: er det i år, vi får brændt hele huset ned? Er dog gået over til LED-lys, og det er okay. Mine strikkede julekugler hænger i store bundter i hvert eneste vindue, og minder mig om skønne, forgangne strikkestunder, og imellem grangrenene lægger jeg enten små pigeoner eller appelsiner med nelliker. Jeg fylder mine appelsiner helt ud med nelliker, og det gør, at de holder i årevis. Duften svinder naturligvis en smule, men selv de som er 7-8 år gamle, giver stadig lidt juleduft fra sig.

Hvordan ser din jul ud? Skifter den udseende fra år til år, eller er den altid den samme? Er den overdådig eller simpel og nordisk i udtrykket?

Måske vil du også læse...

2 Comments

  1. Nina says:

    Her er vi på en eller anden måde ikke rigtig kommet i gang med den organiserede juleoppyntning. Men julestemningen fejler ikke noget og vi fik måske startet en ny tradition med at bage et brunkagehus i dag. I min barndom var det min mor der overraskede os med en hjemmelavet brunkagehus. Her er det noget børnene har lavet med deres moster. Det er blevet så flot og er jo også en del af julepynten,- for vi må vente lidt med at spise det

    1. Det er super cool med brunkagehus!! Ville virkelig ønske jeg gad – og kunne

Comments are closed.