Vi er lige kommet tilbage fra sæsonens sidste lange vandretur. Det har jeg vist hævdet før, men denne gang er det den sidste indtil det igen bliver lidt varmere! Sidst vi var på Mors, opdagede vi at der gik en vandrerute rundt langs kysten, og den måtte naturligvis udforskes. Derfor startede vi ud fra vores lille sommerhus, og så blev vi egentlig bare ved med at gå til højre, indtil vi endte oppe i smukke Dragstrup Vig.
Morsø Turistkontor har en bog over den officielle rute, som følger stier, småveje og stranden hele øen rundt. Det er ikke verdens bedste eller mest informative bog, men hvis man godt kan lide at have et fysisk kort med på sine ture, er den udmærket. Den har opdelt i turen i ti etaper, som siges at være nogenlunde lige lange. Ud fra de oplysninger valgte jeg at antage, at hver enkelt etape nok var omkring 15 km, al den stund at den samlede rute er 150 km.
Så korte etaper fik mig til at tænke, at vi mindst kunne gå to plus lidt ekstra om dagen, så det blev turen tilrettelagt efter, med en stille stemme i baghovedet der insisterede på, at det skulle jeg nok komme til at fortryde. Omvendt så har erfaringen jo lært mig, at der ikke er så meget andet at lave ude i den vilde natur, så jeg tænkte, at vi ligeså godt kunne gå så længe det var lyst. Alt er muligt, især hvis man husker fornuftige snack packs – chokolade og Panodiler kan man gå vældig langt på!
Smukt var det, også – eller måske især – når det barske Limfjordsklima viste tænder. Det er en lille forblæst sag, denne her ø, og da især i den flade, sydlige del, hvor vi vandrer. Vi kom ikke hele øen rundt i denne omgang, fordi vi kun havde to dage til vores rådighed. Selvom vi fra tid til anden er endt med at vandre over evne (fordi vi bare kan gå meget længere hjemme i sofaen end ude på stierne), så var jeg helt fra begyndelsen godt klar over, at 75 km nok var lige i overkanten for vores dagsmarcher. Vi er jo ikke helt nye længere, og har faktisk talt om, at sidste gang der ikke var mindst én af os, der havde ondt ét eller andet sted, formentlig var engang i ’73.
Der er ikke mindre end 17 shelters rundt omkring på øen, og et sandt mylder af små kroer, hoteller og Bed & Breakfasts, så det er ikke svært at finde overnatning. Vi valgte at overnatte i shelter i Dragstrup Vig, efter godt og vel 40 km, fordi vejret jo lovede at være pragtfuldt, og så er overnatning i det fri bare skønt.
Vi er blevet ret skrappe til det der med bål og hygge – sådan lidt bush-crafteragtige. Lidt. Hyggeligt var det i hvert fald, også selvom vi først fandt frem til sheltret efter mørkets frembrud. Det sidste stykke af turen foregik i vores pandelampers blide skær, men heldigvis lykkedes det os at finde frem.
Først næste morgen gik det op for os, præcis hvor smukt et sted vi havde sovet. Dragstrup Vig er helt igennem bedårende, og sheltret ligger noget så fint; lidt tilbagetrukket fra stranden, i en lille lysning mellem masser af træer, som oven i købet havde været så venlige at iføre sig efterårspragt.
Kystruten på Mors er en nem vandrerute. Den er godt afmærket, og fordi øen er så velforsynet med overnatningsmuligheder, kan man tage den i lige præcis det tempo, der passer én bedst. Landskabet er bjergtagende, og terrænet er let at gå i – og det er jo aldrig en dårlig kombination til en vandretur. En god bid af ruten går langs stranden, og det er smukt, men også noget der tærer på kræfterne. Derfor valgte vi ind imellem at tage de alternative ruter oppe på småvejene, og det var slet ikke nogen dum beslutning. Smuk er øen overalt, og vejene er så let trafikerede, at vi kun mødte ganske få biler.
Én ting der virkelig adskiller denne rute fra de andre vi har gået, er morsingboernes imødekommenhed. Alle vi har mødt (og indrømmet, det er ikke mange, men alligevel…) har taget imod os med en nysgerrig venlighed, som har taget mig med storm. Folk har simpelthen råbt os an, når vi er kommet gående, og er kommet over for at sludre. Når de så har opdaget, at ham min elskede er en Trans, har de sendt venlige hilsner med til resten af familien – for heroppe kender alle åbenbart hinanden.
Det er noget ganske særligt at være morsingbo. En velbegrundet stolthed kommer ind med modermælken, og folk udefra (københavnere, hvis man indrømmer at stamme fra et sted øst for Vejle) betragtes med lige dele medfølelse og venlighed. De har jo ikke morsingboens stoiske robusthed, og kan ikke glæde sig over øens allestedsnærværende skønhed hver evig eneste dag, men må nøjes med at suge til sig, når gunstige omstændigheder tillader et alt for kort besøg.
Jydernes landskab kløves af fjorden,
hvor Oddesund forbindes med Thy,
og der hvor vejen drejer mod norden,
dukker du frem bag en rosenrød sky.
Skønneste Mors, grønneste ø,
smukt blev du formet med å og med sø,
agerbrugsland, skove og strand
kransen af Limfjordsvand.Foråret fylder luften med toner,
viben er først for den viser vej,
og i hvert krat man ser anemoner,
folde sig ud som en hyldest til dig.
Skønneste Mors…Duften af muld, af tang og af tjære,
det giver travlhed og energi,
landmand og fisker mærker det gære,
arbejdet kalder på dem i det fri.
Skønneste Mors…Bølgerne klukker sagte mod stranden,
nu er der sommer endnu engang,
voksne og børn nyder hinanden,
luften vibrerer af latter og sang.
Skønneste Mors…Men snart vi hører afskedens toner,
varsler at sommeren går på hæld,
der drysses guld i træernes kroner,
mørket det længes hver eneste kvæld.
Skønneste Mors…Vildgæs på træk i snorlige kiler,
dæmpede lyde, knitrende sne,
barsk er vor ø, mens sommeren hviler,
indtil vi atter får solen at se.
Skønneste Mors…
Vi kom langtfra hele vejen rundt denne gang, men det er lige præcis som det skal være. Vi har fået sat et værdigt punktum for vores første vandresæson, og jeg glæder mig til at tage hele turen næste forår!
