Min strikkehistorie

Der er lige kommet en masse nye varer i min lille butik. Mit håndfarvede garn er for eksempel kommet i flere farver, og så der kommet en masse festligt strikke-gøgl. For man må aldrig gå ned på udstyret, heller ikke som strikker – og strikketøjet skal jo også tage sig ud! Det skal forkæles, skal det, og med tanke på alle de lykkelige stunder det skænker os, kan det vel heller ikke være for meget.

Der er ingen tvivl om, at jeg elsker strik. Jeg elsker alt ved det. Jeg elsker især garnet; at se på garn, at røre ved garn, at udvælge præcis det garn, jeg vil arbejde med. Det er vidunderligt at gå op i min lille butik med den fine regnbue af garn, og bare lade hænderne glide hen over herlighederne.

Det er lidt sjovt at se tilbage på, hvordan garn har spillet en stor rolle i mit liv de sidste 50 år. Jeg lærte at strikke som 5 årig af min søde mormor, som strikkede kilometervis af fine sager til hele familien. Hvordan hun har fundet tålmodigheden til at hjælpe lille Pia tage sine første, vaklende skridt ind i strikkeriget, ved jeg ikke. Men hun gjorde det – og hun videregav sin egen glæde ved de kreative sysler til mig.

Min mor er også en skrap strikker, men jeg tror egentlig, hun var ganske godt tilfreds med at vige pladsen for mormor, når det kom til strikkeriet. Hun har imidlertid også spillet en væsentlig rolle i mit strikkeliv, fordi hun hele vejen igennem har været verdens bedste hepper. Vi har jo alle brug for en hepper. En der altid synes, vi er blændende gode til hvad som helst, og som trofast klapper af hvert eneste famlende forsøg. Ellers kunne man jo komme til at tvivle, og det er trist. Tro kan nemlig rykke bjerge, men tvivl flytter ingen verdens ting.

Den glæde jeg fik ved garnets velsignelser i min barndom, er aldrig forsvundet. Til tider har den taget en mere tilbagetrukken rolle, andre gange har den fået lov at brede sig ud over hele mit liv og al min tid. Som den for eksempel gør nu, hvor en stor del af min vågentid bliver tilbragt med uld mellem fingrene. Og det bringer mig så den tredje person, som er vigtig i min strikkehistorie, nemlig ham min elskede. Han er blevet fast ankermand i mit heppekor, og han står altid bag mig, uanset hvilke skøre ideer jeg får.

Sagen er jo, at jeg kan blive helt høj, når inspirationen rammer. Når den gode ide lige pludselig slår ned i mit hoved, og kræver at få lov at komme ud gennem fingrene, glemmer jeg alt omkring mig. Så kan jeg kun tænke på at tegne og beregne, og teste forskellige typer af materialer og strikketeknik. Så er jeg på mit lykkelige sted. Med mindre selvfølgelig, at inspirationen har valgt et dårligt tidspunkt at ramme mig. Åh, hvor jeg så lider! Men det er min erfaring, at nød altid lærer nøgen kvinde at finde strikkelejlighed, om så det kræver at man ”går en tur i skoven” (altså sætter sig i en vejkant med skitseblokken, i fred for alle krav og forpligtelser), eller om man må traske 12 km gennem Stockholms gader i snestorm for at finde det rette garn (sand historie).

Så ja, elskede mormor, du gav mig glæde nok til et helt liv, da du stak mig to metalpinde og et nøgle rødt akrylgarn, og tålmodigt stod mig bi, når det hele filtrede sammen til en hård, fugtig knold. Jeg ville ønske, jeg stadig havde mit første strikketøj, men det er desværre gået til. Det var ellers fint. En grydelap (i akryl??), med en helt særegen facon. Lidt som en Folkevognsbobbel, faktisk. Meget kunstnerisk, og en virkelig god start.

Siden da er det bare gået slag i slag, og nu vil jeg strikke videre på mit seneste projekt: en skøn fnugget mohair-sag, med et smukt hulmøster på bærestykket og korte ærmer. Fordi overgangsalder forår.