Tingene er, som jeg allerede har været inde på, temmelig tunge i øjeblikket. Det begynder at lysne, men er stadig lidt tungt. Og jeg ved det jo godt. Det er så let at lade sig blive tung med tingene, og så uendeligt tungt at tvinge sig til at være let – men det er umagen værd. Den kraftanstrengelse det koster at tvinge blikket op og ud, betaler sig så rigeligt tilbage, når udsynet bliver større, og de tunge byrder lettes en smule, om så bare for en stund.
Kræfterne kan man hente i det langsomme liv. I de små glæder. For de er der, selv når De Store Ting ramler, men de bliver næsten umulige at få øje på, hvis ikke man bevidst sætter tempoet ned.
Mange af os er tilbøjelige til at gøre os travle, når livet er svært. Vi opfinder alle mulige nødvendigheder, som vi straks må tage os af. I rent selvforsvar selvfølgelig, for når man er travl, mærker man mindre til livet. Det er bare ikke nogen langtidsholdbar løsning, for kræfterne rækker kun langt som de nu engang rækker, og derefter må noget briste. Og ’noget’ kan meget vel være hjertet.
Det er lidt af en balancegang, for i trange tider er det bestemt heller ikke sagen bare at krybe ned under dynen og melde sig ud. Kunsten er at gøre ting, men at gøre dem langsomt. At opdage, hvad man gør, i stedet for bare at jage fra det ene til det andet. At tage sig tid til at være, der hvor man nu engang er.
Forleden forvandlede vi en sorgfuld dag til et sommereventyr. Vi tog til Helsingør. Gode gamle Helsingør, som er så fuld af gode minder, fordi min veninde Frk. T på et tidspunkt boede deroppe, så vi sammen har travet byen tynd.
Vi spiste Brostræde-is, nikkede til Frk. T’s gamle hus, så fine Kronborg, hilste på Holger D, og travede en tur rundt på bastionerne. Og det var vældig godt. Livet var ikke ændret på nogen afgørende måde bagefter, men vi havde fået en halv dags respit, og vi vendte opladte og forfriskede tilbage.
