Nu har jeg jo efterhånden haft ferie ganske længe. Jeg har nydt, og jeg har tullet, og nu begynder jeg ind imellem at mærke nogle små dumme stik af noget, som mest af alt minder om dårlig samvittighed. For spilder jeg ikke tiden? Burde jeg ikke lægge en plan, være lidt produktiv, aktiv, kreativ?
Næ, er jeg kommet frem til, det burde jeg overhovedet ikke. Det er helt ok at have god tid, og nyde det. Der er intet galt i at morgenmaden typisk spises ved 11-tiden, at det tager en hel eftermiddag at vaske en maskinfuld tøj, og at aftenens måltid gerne strækker sig over flere timer. Jeg nyder nemlig den langsomme tid, og den er med til at gøre ferien til ferie for mig.
Til gengæld er det blevet hjerteskærende tydeligt for mig, hvor det er, jeg rent faktisk spilder tid. Og nej, det er ikke, når jeg falder i staver på terrassen, og glor ud i luften en halv time. Det er, når jeg forskanser mig bag min telefon, tjekker og gentjekker sociale medier og nyhedssites, eller falder i Googles sorte hul.
Jeg har ellers været ret god til at styre det med den der telefon, efter jeg gik på afvænning for nogen tid siden. Men dårlige vaner er hårdnakkede, og falder man af på den, kommer de lige så stille snigende tilbage. Nogen gange endda forklædt, så der går lang tid, før man genkender dem.
Nu er jeg tilbage på sporet igen. Telefonen bliver brugt som bog, kamera, bloggerværktøj, huskeseddel og til opbevaring af diverse vigtige papirer – men den bliver ikke brugt som tidsfordriv. For min tid er min egen, og den skal ikke fordrives!
Heller ikke den tid, som ellers ikke rigtig ser ud af noget. Fire timer i en lufthavn fordi flyet er forsinket, er stadig fire timer; 240 magiske minutter, som aldrig kommer igen. To minutter, hvor man lige venter på at familien samles, er to minutter, som kan bruges til at stoppe op, trække vejret og nå at glæde sig – hvis altså ikke telefonen pludselig springer ind i hånden på én, og effektivt forhindrer enhver form for ægte nærvær.
Derfor holder jeg den næste tid lidt ekstra øje med mig selv. Jeg husker at stille mig selv spørgsmålet ”Hvorfor?”, hver gang jeg tager telefonen frem. Nogen gange er svaret indlysende: Fordi jeg skal læse videre i min bog, eller tage et billede, vise et boardingkort eller hvad det nu kan være. Andre gange er svaret mere svævende, og handler ofte om indbildt kedsomhed. Og atter andre gange er svaret ”Fordi jeg har rigtig meget lyst til at spilde ti minutter på noget totalt uforpligtende og ligegyldigt lige nu”. Og så er det også okay – bare jeg er bevidst om, hvad jeg gør.
Den siste setningen din er avgjørende, Å være bevisst på hva du gjør. Å være på telefon eller iPad er helt ok fra tid til annen dersom det er hva man ønsker å bruke tiden sin på.
Jeg elsker å lese bloggen din. Du skriver så gode reflekterte tekster at det er en fryd å lese, og også å følge deg i hverdagen din, men jeg skriver ikke kommentarer hver gang.
Ønsker deg og din familie en strålende fin helg.
Tusind tak Ingrid, for de søde ord. De betyder virkelig meget for mig. Nogen gange tænker jeg, når jeg skriver, om der overhovedet er nogen der gider læse – måske kender du det? Men så fine ord giver mig masser af energi, og dem vil jeg tage med mig!
Hej – jeg er også en trofast læser af din blog. Jeg nyder dine flotte fotos og dine velskrevne (vigtigt!) tekster, som en god bestanddel af små frikvarterer i dagligdagen. Dit liv er meget anderledes end mit (og nok de fleste andres), men dine beskrivelser og fortællinger er inspirerende. Og så synes jeg, det er meget generøst at dele gratis ud af dine strikkeopskrifter. Selvom jeg nok kun når til kludene… Så tak for din blog!
Sikke dog en dejlig besked at vågne op til! Det gør mig helt varm om hjertet, at du tager dig tid til at skrive så søde ord – tusind tak for det.
Jeg holder meget af min blog, men allermest når jeg mærker fællesskabet omkring den, som for eksempel når dagen bliver forsødet af en venlig hilsen