Vores omfattende terrasseprojekt endte med at udvide sig, så det kom til at ramme både den nytilkøbte grund, vores gamle terrasse, og det der hidtil har gjort det ud for ‘have’. Når jeg sætter ‘have’ i anførselstegn, skyldes det at der var tale om et lille stykke udpint jord, hvor vi flittigt har slået ukrudt gennem årene, i håb om at kunne narre os selv til at tro, at der var tale om en græsplæne.
Det er helt hen i vejret at vi ikke har ordnet ‘haven’ tidligere, for det er faktisk husets bedste udeareal. Der er fuld skygge hele formiddagen, og den dejligste aftensol. Dertil kommer de to store dobbeltdøre, der leder direkte til henholdsvis køkken og stue, og en betagende udsigt over de smukke, italienske søer.
Men altså. Ting tager tid.
Og det er såmænd også okay, for netop det at vi har taget os så god tid (sådan ca. 12 år), betyder at det har været nemt at beslutte, at ‘haven’ i sin nye form skulle indholde vores udendørs spisekøkken.
Vi fik opsat en skøn pavillionagtig sag, som er fastmonteret på husets mur, og beklædt med virkelig kraftigt stof. Nu kan vi lige pludselig være ude i nærmest al slags vejr – og vi har tilmed et fornuftigt sted til det udekøkken, vi længe har ønsket os. Husets køkken er nemlig lillebitte, og nyder godt af den dejlige aftensol, og de to ting i forening gør det temmelig uudholdeligt at kokkerere ved aftenstide.
Det kan man til gengæld snildt holde ud at gøre her! Fint, simpelt, med indlagt vand og el, samt tæt adgang til køleskab – og Verdens Bedste Udsigt. Vi havde oprindeligt planer om at bygge grillen ind i selve køkkenkonstruktionen, men blev ret hurtigt enige om, at vi egentlig ikke havde voldsomt brug for stegeos i spisestuen. Den er derfor forvist til hjørnet. Bare fem skridt fra køkkenbordet, men så snedigt placeret at røgen slår ud over hækken, i stedet for at lægge sig over vores bord.
Ham min håndværkertype har selv bygget bordet. Stenpladen er en af de gamle trædesten fra ‘haven’, og vasken var et ualmindeligt heldigt fund. Vi snusede rundt ude på pladsen i det lokale byggemarked, og ledte faktisk først og fremmest efter gamle stentrug, som vi ville kunne bore hul i, og dermed bruge som vask. De var bare alle for tykke, for høje, for grove eller for et-eller-andet. Men ved et lykketræf strejfede mit øje en fin skål, som stod placeret på et mosaikbord i udkanten af pladsen – den måtte da kunne bruges. Og det kunne den – og det var endda nemt, for den var faktisk født som vask!
Peter gravede den fantastiske vandhane frem fra den støvet hylde (efter at vi gentagne gange havde spurgt efter messinghaner…), og så stod egentlig bare tilbage at få boret huller i granitpladen. Bare. To dage og adskillige stenhuggere senere var der hul, og nu har vi den fineste vask i vores udekøkken. Og det var det hele værd.
Spisebordet er også Peters hjemmesløjd. Det har hidtil stået i vores underetage, hvor vi har sådan et alrum som man havde i sen-halvfjerdserne, og som altså indtil videre må klare sig uden bord. For det her bord er alt for fint til at man ikke skal kigge på det hver dag!
Det ligner en drøm 🙂
Tak! Sådan føles det også – som en drøm. Jeg kan slet ikke tro, at det er mit lille stenhus, som er blevet så fint
Wow, hvor ser det lækkert ud! Virkelig godt lavet.
Tak! Jeg håber I snart kan komme forbi og opleve det 🙂
Hvor er det bare flot. Det kalder jo på en masse skønne timer 🙂 Du er fantastik til det der med indretning.
Tusind tak! Jeg er nærmest ikke til at drive væk herfra – her er jo alt hvad man kunne ønske sig ❤️
Wow, utrolig lekkert og delikat, Pia. Et sted man ikke har lyst å flytte seg fra. Terningkast 6
God helg
Tak ❤️ Jeg er faktisk meget lidt tilbøjelig til nogen sinde at være andre steder!