Reste-huen

Jeg har lavet mig en strikket hue med en kæmpe pompom og indbygget godt humør – og den er så nem at lave, at alle kan være med. Huer kan man jo aldrig få for mange af, og når de så oven i købet kan strikkes på en aften, i lige præcis den farve man har mest lyst til, jamen så bliver det da ikke meget bedre!

Vinteren indbyder til hyggelige aftner med masser af nørklerier. Ikke af den alt for indviklede slags, synes jeg – for jeg vil helst kunne snakke og se fjernsyn imens. Ikke nødvendigvis begge dele på én gang, omend det sker… jeg kan faktisk slet ikke forestille mig at se fjernsyn med tomme hænder. Hvordan gør man det??

Faktisk vil jeg allerhelst have gang i to projekter: et som stort set skal kunne passe sig selv, mens jeg gør andre ting, og et som jeg kan pusle lidt mere om.

strikket hue med pompom

Min hue er lavet i garn fra restekurven. Strømpegarn (fordi det var det, jeg havde på lager, da lysten slog ned), som jeg har lagt dobbelt og strikket på rundpind 3.5. Du kan selvfølgelig bruge det garn du har lyst til, bare strikkefastheden er 15 masker på 10 cm.

Slå 68 m op, og strik 4 cm rib. Skift til glatstrik, og strik lige op i 11 cm, hvorefter du starter indtagninger:

Strik *1 ret, 2 ret sammen,, 12 m ret, 2 ret sammen*, og gentag fra * til * omgangen ud.
Strik en omgang glat uden indtagninger.
Strik *1 ret, 2 ret sammen,, 10 m ret, 2 ret sammen*, og gentag fra * til * omgangen ud.
Strik en omgang glat uden indtagninger.
– fortsæt således, indtil der er 4 masker imellem indtagningerne, bryd tråden, træk den igennem alle maskerne, og stram godt til, før du hæfter ende.

Lav en kæmpe stor mega-pompom ved at vikle en masse garn omkring noget stift (for eksempel et stykke pap – eller brug telefonen som jeg gjorde…) som måler ca. 7-8 cm. Sy derefter en tråd ind under sammenviklingen, lad garnet glide af telefonen (eller papstykket), og stram godt til. Nu har du en. formentlig let forpjusket, pompom, som du kan dampe i facon og studse let med en saks, inden du syr den fast på toppen af din hue.

strikket hue med pompom

Måske vil du også læse...