Langsom Lørdag – om at sige undskyld

Alle vil gerne være lykkelige. I det ligner vi hinanden. Det er ikke nok med materiel og fysisk tryghed; vi vil også have livskvalitet.

Vores livskvalitet påvirkes af vores relationer. Jo flere tætte relationer vi har, desto højere placerer vi os selv på et lykkebarometer. Lykkeforskning er jo i høj grad en subjektiv ting, hvor man er nødt til at spørge folk, hvor lykkelige de føler sig, fordi vi (endnu?) ikke har teknologi til at lave en objektiv måling af lykke. Men uanset målemetoder, så viser lykkeundersøgelser helt generelt, at folk oplever markant mere lykke, hvis de har nogen at dele livet med.

Selvom det kan være vanskeligt at leve tæt med andre, er det altså tilsyneladende umagen værd – det giver alt i alt mere lykke, sådan for en overordnet betragtning. Men som med alt kostbart, skal man vise omhu i sine relationer.

Nu brister i alle de kløfter,
som fured og sprængte mit sind,
alverdens fagreste blomster
for sommerens sagte vind.

Thi to, som elsker hinanden,
kan volde hinanden mer’ ondt
end alle de argeste fjender,
som hævner sig jorden rundt;

og to, som elsker hinanden,
kan læge de ondeste sår
blot ved at se på hinanden
og glatte hinandens hår.

                   – Viggo Stuckenberg

Man kan gøre hinanden så uendeligt meget fortræd, når man er tætte. Og man behøver ikke engang at anstrenge sig – selv den mindste misforståelse kan blive til et mægtigt sår, hvis ikke man får ryddet op. Heldigvis er det nemt at rydde op.

Oprydningen består som oftest i et lille ord. Et undskyld. Eller, med andre ord: Blot at se på hinanden, og glatte hinandens hår… “Undskyld” er desværre ikke et trylleord; man er nødt til at mene det, når man siger det. Man må nødvendigvis mærke, at man faktisk er ked af det, og så nemt det end lyder, kan det ind imellem være vældig svært. Der er nemlig som regel meget mere på spil end bare et lille ord, og når der er en masse på spil, glemmer man alt for nemt Det Store Billede.

Det Store Billede bliver ofte forvredet når sindet koger og bølgerne går højt, men en god måde at minde sig selv om det, er gennem den Naikan meditation, jeg delte for nogen tid siden. I den meditation stiller man sig selv tre enkle spørgsmål:

Hvad har jeg fået af denne person?

Hvad har jeg givet denne person?

Hvilke sorger og problemer har jeg forvoldt denne person?

Det eneste man behøver at gøre, er at stille spørgsmålene, og holde sig i ro længe nok til at kunne lytte til svarene. Derefter er undskyld som regel ikke så svært.