I dag skal Langsom Lørdag handle om noget meget langsomt. Det skal handle om slow fashion. Jeg var jo i London, nogenlunde samtidig med at kaos brød løs og Danmark lukkede ned, og der var som altid, i enhver by, en overflod af fristelser på alle hylder (og dertil virkelig god plads på både gader, i butikker og på pubberne…). Der var masser af lynhurtig mode, som frister til overflødigt forbrug. Men faktisk er jeg, uden egentlig at have truffet en bevidst beslutning om det, efterhånden kommet til at prioritere slow fashion. En langsom måde at klæde sig på, hvor man er bevidst om at vælge tøj med lang holdbarhed. Både helt konkret, og i modemæssig sammenhæng – tøj som kan bruges gennem mange, mange år, uden at miste sin værdi.
Hvis der er noget, som virkelig er slow fashion, så er det hjemmestrik. Når man selv har nørklet hver enkelt maske på plads, kommer man til at sætte så meget desto mere pris på sit tøj. Man strikker mening ind i sin garderobe, og man bliver langt mere tilbøjelig til at passe godt på de fine sager, så man kan have glæde af dem i lang tid.
Man strikker ikke en sweater bare for at kaste den over i et hjørne efter et par måneder. Jeg gør i hvert fald ikke. Jeg overøser mit hjemmestrik med en hel masse omhu, og jeg nyder alle de minder der er strikket ind i det, hver eneste gang, jeg trækker det over hovedet.
For mig er det imidlertid ikke sweatrene, der er mit allerstørste buk til ideen om slow fashion. Nej, det er de hjemmestrikkede sokker! For mig udgør de den ultimative luksus. At strikke et par sokker giver mig en livsalig fornemmelse af overskud og god tid. Man kan sagtens købe fine sokker for små penge, men de hjemmestrikkede vil altid være noget særligt. De hjemmestrikkede er dem som vil give mig glæde i årevis, som jeg vil blive ved med at bruge, og som jeg vil stoppe igen og igen – og det sker ærligt talt meget sjældent (læs: aldrig) med de færdigkøbte sager i min sokkeskuffe.
Lige nu strikker jeg på to par vældig fine sokker. Blødt strømpegarn, noget af det tilmed håndfarvet, og de mest bedårende mønstre, som man kun kan elske. De stammer begge fra Laine Magazines overdådige sokkebog, 52 weeks of socks. Det er den mest vidunderlige bog, som jeg kan forsvinde helt ind i. Den er trykt på lækkert papir, med søde små historier og ubeskriveligt smukke billeder. Og opskrifterne… åh suk, opskrifterne. Jamen, jeg vil jo bare stort set strikke dem alle sammen! Men selv det grådigste lille strikkehjerte får næppe færdiggjort 52 par sokker sådan lige på én gang, og så er vi tilbage til det med slow fashion. Overflod tager så tilpas lang tid for en strikker, at det sjældent bliver grotesk.
For mig er hjemmestrik lig med bevidst forbrug. Det handler om at tage sig tid til at vælge lige nøjagtig dét, man allerhelst vil have, og derefter tage sig tid til at lave det med sine egne hænder. Det giver en helt anden bevidsthed end når man ’bare’ skal svinge Dankortet og overbevise sig selv (og banken) om, at det da var en god ide. Det giver en langt større glæde ved hver enkelt klædningsstykke, og dén glæde kan ikke købes for penge.
