Da jeg viste jer den første del af min fine nye terrasse, nævnte jeg hvordan hele herligheden er opbygget af flere mindre områder, der samles af en gigantisk trappe.
Det fungerer virkelig godt. Dels er det skønt med opdelingen, dels er selve trappen blevet havens naturlige samlingspunkt. På billedet kan I se, hvordan der i den ene ende er en helt almindelig trappe, som fører op til poolområdet, og der i den anden ende bare er to store, brede trin. Det midterste trin er bredt nok til, at man kan ligge bekvemt på det. Jeg leder med lys og lygte efter et par gode madrasser, som kan tåle at ligger herude – så får vi lige et par ekstra solsenge på dén måde.
Trappens nederste trin er lavet i perfekt siddehøjde. Vi har faktisk trukket vores spisebord herhen ind imellem, når solen har været for voldsom i vores udendørs ‘spisestue’, men oftest slår vi os bare ned på de store bløde puder. Det er et herligt sted at hænge ud. Man kan overskue hele haven, være lidt med alle steder – og så har man den mest betagende udsigt over søerne. Lige nu har man også udsigt til håndværkernes skure, men det får forhåbentlig snart en ende!
Oppe ved svømmespaen er der sol hele dagen, fra morgen til aften. På et tidspunkt skal vi have et par solpaneler sat op, så spaen kan opvarmes ved dem – men når det er så varmt som i år, er det slet ikke nødvendigt. Forleden dag blev vandet 33 grader varmt, helt uden hjælp! Og det er rart, især når man er en frossenpind, som slet ikke forstår sig på vand, der er mindre end 28-29 grader.
Bag muren ligger resten af vores jord bar og øde hen. Planen er, at hele stykket omkring terrasserne skal blive til en vild blomstereng, ligesom den der var her før. Jeg er en lille smule i tvivl om, hvordan jeg skal bære mig ad med den blomstereng – tidligere myldrede her med vilde blomster, men græsset blev også omhyggeligt holdt nede, både med le og med ko. Ingen af os har umiddelbart planer om dyrehold, men der er vist noget med, at en blomstereng skal slås ned hvert år, eller?
Jeg har i øvrigt sat min gamle bænk og et par stole herop. På et tidspunkt vil jeg gerne have nogen lækre slænge-sig-i-solen møbler, men indtil videre har jeg indrettet med hvad vi havde. Havemøbler er ikke nemme at finde hernede. Enten er de så grimme, at det gør ondt i øjnene, eller også er de så dyre, at man kaster en lille smule op i munden. De allerskrappeste formår at være begge dele på én gang.
Men jeg tror stadig på processen. Jeg skal nok finde de perfekte møbler, det skal bare have lidt tid!
Det eneste, jeg indtil videre har købt til poolområdet, er de lækre stenkrukker. De er tunge som et ondt år, men nøj hvor er de flotte – og jeg har jo ingen planer om at rykke rundt med dem.
Bag vores aftenterrasse/udendørs badeværelse var der oprindelig en lille ‘frugthave’. Et figentræ, et blommetræ og et æbletræ. Og en hulens masse ukrudt. I årevis truede jeg med at lade det asfaltere, så jeg kunne stribe det op og leje det ud som parkeringspladser (til alle de mange biler, som kommer denne vej…), men jeg er landet på et klædeligt kompromis. Stykket er blevet belagt med de samme granitsten som resten af terrassen, og derved er der opstået det hyggeligste lille hjørne, som lige passer til den fine nye liggestol, jeg kom til at købe. Selvom den var så dyr, at jeg straks vidste, at jeg var i Italien.
Her ligger man godt. Lidt gemt af vejen, i fred og ro – men stadig tæt på alle festlighederne. I baggrunden kan man i øvrigt skimte svømmespaens låg. Det er endnu ét af de øjensår, jeg øver mig på ikke at lægge mærke til. Og når jeg alligevel kommer til at lægge mærke til det, så glæder jeg mig over, at det snart forsvinder. Tålmodighed er en dyd.
