Denne baby cardigan er overhovedet ikke ny – eller jo, selve cardiganen er ny, men den strikket efter en gammel opskrift, som jeg bare har lavet om, så det er blevet til en cardigan. Oprindeligt lavede jeg Min Lille Prins som sweater, men barnesøndagsbarnet ønskede sig en cardigan, og så var det jo dejlig nemt at trylle den om.
Jeg har imidlertid fundet ud af, at ikke alle synes det er nemt at trylle en opskrift om, så derfor har jeg skrevet ned hvad jeg gjorde. Ny vin på gamle flasker – men forhåbentlig er der nogen der kan få glæde af den.
Opskrift på Min Lille Prins, cardigan
Størrelse: 0/3 – 3/6 – 9/12 – 24 – 36 måneder
Overvidde: 25 – 28 – 32 – 35 – 38 cm
Længde: 27 – 29 – 33 – 37 – 40 cm
Garnforbrug:
150 – 150 – 200 – 250 – 300 gram Merino Extra Fine, farve 39 (bundfarve) og
50 gram Den Lille Prins på basen Støvregn (kontrastfarve)
Pinde: jumperpinde (eller rundpind) og enten rundpind eller strømpepinde til ærmerne, i størrelse 3 og 4
5 – 5 – 6 – 7 – 7 knapper
Strikkefasthed: 20 m x 26 omg = 10 x 10 cm. Strikkefastheden skal overholdes for at opnå et tilfredsstillende resultat. Hvis ikke strikkefastheden passer, må du prøve med finere eller grovere pinde.
OBS: Læs hele opskriften igennem før du strikker – nogen gange sker der flere forskellige ting på samme tid!!
Halskant og bærestykke
Slå 73 – 77 – 81 – 85 – 89 m op på p 3 med kontrastfarven. Skift herefter til bundfarven, og strik 3 – 3 – 4 – 4 – 4 cm rib (1 r, 1 vr) frem og tilbage på pinden. Marker den midterste maske – det er midten af ryggen.
Skift til pind 4 og glatstrik. Luk de første 4 – 4 – 5 – 5 – 5 m af, og luk også de sidste 4 – 4 – 5 – 5 – 5 m af. Du har nu 65 – 69 – 71 – 75 – 79 m på pinden.
Fra midtermasken strikkes nu vendepinde for at forhøje sweateren bagtil:
Strik 10 m ret forbi markøren, vend.
Strik 20 m vrang, vend.
Strik 10 masker ret forbi din forrige vending, vend.
Strik 10 masker vrang forbi din forrige vending, vend.
Strik ret tilbage til markøren. Undervejs tager du 5 m ud jævnt fordelt. Fortsæt pinden ud – undervejs tager du 5 m ud jævnt fordelt (du har altså taget 10 m ud på denne pind, og har 75 – 79 – 81 – 85 – 89 m på pinden). Du har nu forhøjet cardiganen bagtil, og kan strikke videre i almindelig glatstrik.
På næste pind markeres 4 masker til raglanudtagninger: strik 12 – 13 – 14 – 15 – 16 m, marker 1 m, strik 10 m, marker 1 m, strik 26 – 28 – 29 – 31 – 33 m, marker 1 m, strik 10 m, marker 1 m, strik 13 – 14 – 14 – 15 – 16 m.
På retpindene laves raglanudtagninger omkring de markerede masker således:
Start lige inden du skal til at strikke en markeret maske. Saml løkken mellem de næste to masker (altså løkken mellem den maske du netop har strikket og den markerede maske) op fra arbs vrangside med venstre pind, og strik den ret.
Strik den markerede maske ret.
Saml løkken mellem de to næste masker (altså mellem den markerede maske og den næste maske på omgangen) op på venstre pind, og strik den drejet ret.
På én raglanudtagning tages altså 2 m ud, og på hele omgangen tages 8 masker ud. Du laver raglanudtagninger på alle retpinde indtil der er 163 – 183 – 201 – 221 – 241 m på pinden, fordelt således:
23 – 26 – 29 – 32 – 35 m (forstykke), 1 markeret m, 32 – 36 – 40 – 44 – 48 m (ærme), 1 markeret m, 48 – 54 – 59 – 65 – 71 m, (ryg) 1 markeret m, 32 – 36 – 40 – 44 – 48 m (ærme), 1 markeret m, 24 – 27 – 29 – 32 – 35 (forstykke). Strik 2 – 2 – 3 – 3 – 3 pinde uden udtagninger.
Krop
Sæt ryg og forstykker (i alt 95 – 107 – 117 – 129 – 141 m ) på pind 4, og slå 4 m i de to mellemrum under ærmernes masker så der er 103 – 115 – 125 – 137 – 149 m på pinden. Start straks mønster efter diagrammet nedenfor, og strik 5 – 5 – 6 – 6 – 7 pinde mønster. Det gør ikke noget, om maskeantallet går op med mønsterrapporten; det er striber der kører rundt på skrå, så der er ingen naturlig start og afslutning på mønstert.
Fortsæt i glatstrik til arb måler 24 – 26 – 29 – 33 – 36 cm midt bag. Skift til pinde 3 og ribstrik (1 ret, 1 vrang). Strik til ribkanten måler 3 – 3 – 4 – 4 – 4 cm, og luk så elastisk af i kontrastfarven.
Højre ærme
Tag de markerede masker med til ærmet, så du har 34 – 38 – 42 – 46 – 50 m, som sættes på rundpind 4. Saml 4 m op i de 4 m, du slog op til kroppen – der er nu 38 – 42 – 46 – 50 – 54 m på omg. Marker midten af de 4 opslåede masker.
Når ærmet måler 3 – 4 – 5 – 5 – 5 cm fra de opsamlede masker strikkes de 2 masker før, og de 2 masker efter midtermarkeringen sammen. Der tages altså 2 masker ind. Gentag denne indtagning med 2 cms mellemrum, indtil der taget ind 2 – 2 – 3 – 4 – 5 – 5 gange.
Strik til ærmet måler 27 – 30 – 31 – 37 – 42 cm fra halsens opslagskant. På næste omg skifter du til rundp 3 og tager 4 – 4 – 4 – 6 – 8 m ind. Strik 3 – 3 – 4 – 5 – 6 cm rib (1 r, 1 vr), og luk elastisk af i kontrastfarven.
Venstre ærme
Strikkes som højre ærme, bortset fra at der laves striber. Efter 1 – 2 – 2 – 3 – 3 cm strikkes 2 omg i kontrastfarven, 2 omg i bundfarven, og 2 omg i kontrastfarven.
Montering
Saml masker op langs forkanterne med pind 4 og bundfarven. Kig på rækkerne (pindene) ude i forkanten – de ligger som små lænker.
Du skal samle 3 masker op på 4 rækker; saml 1 maske op i første, anden og tredje lænke, spring en lænke over, saml op i femte, sjette og syvende lænke, spring en lænke over osv.
Strik rib (1 ret, 1 vrang), til forkanten måler ca. 2,5 – 3 – 4 – 4 – 4 cm, og luk elastisk af med kontrastfarven. På den ene forkant strikker du 5 – 5 – 6 – 7 – 7 knaphuller jævnt fordelt. Lav knaphullet ved at strikke 2 masker sammen, og slå garnet om pinden. På næste pind strikkes omslaget som en maske.
Hvis du synes det er svært at få knaphullerne jævnt fordelt, kan du bruge denne super smarte knaphuls-kalkulator – du indtaster bare maskeantal, antal knaphuller, og hvor mange masker du vil have i hver ende – så fortæller den dig lynhurtigt, hvor mange masker der skal være imellem knaphullerne.
Sy knapper i modsat knaphullerne, hæft alle ender, og damp arb let.
Hvor er den bare sød – heldigt barn 🙂
Tak Rita – han er også mægtig glad for den, skulle jeg hilse og sige 🙂