Mit hjem i Texas, del I

Min dejlige svigerdatter har virkelig formået at få mig til at føle, at deres hjem her i Texas også er mit; derfor titlen på dette indlæg.

Mit hjem i Texas er virkelig meget amerikansk. Man starter på den fineste lille front porch, der faktisk fungerer som en entre. Dermed er det også bare hyggeligt, at man gennem hoveddøren træder direkte ind midt i stuen!

Stuen er også typisk amerikansk, med sine dybe vindueskarme, “skub-op” vinduer og det enorme ildsted. Indretningen til gengæld, er alt andet end amerikansk. Den er tydeligvis præget af Marilias år i Danmark, med alt det lette og lyse og hyggelige. Der er en kæmpe flyder af en sofa, en god lænestol, og så ikke ret meget mere. Plads og lys og luft er højt prioriteret her!

Der er da også decideret danske indslag, som Kay Bojesen-aben og garderen, i skøn forening med familiebilleder, minder og andet godt.

Selvfølgelig kan man også se, at der bor en tumling her i huset! John-John har et par kasser med sit bedste legetøj i stuen, og yndlingsbøgerne er der også blevet plads til. Selv Nasty-Bear er blevet budt velkommen! Nasty-Bear er en borte-titit bamse, som oprindeligt vakte John-Johns ubetingede rædsel, med sine insisterende øjne og metalliske stemme… Nu er den dog taget til nåde, muligvis fordi mekanikken ikke længere er, hvad den har været 😉

Ligesom i deres hjem i Rio de Janeiro er her masser af grønt, både inde og ude. Det giver liv og frodighed til alt det lyse og enkle, og jeg er vild med det!

Alle de små finurlige detaljer giver en fornemmelse af et hjem man kan gå på opdagelse i, selvom det i virkeligheden er forholdsvist småt, og nemt overskueligt. Køkken, stue spiseplads og indgang hænger sammen, men adskilles af den fine indretning – og det fungerer helt optimalt!

I næste uge viser jeg billeder fra de skønne soveværelser, og de pragtfulde udearealer. Der er bare ganske få kvadratmeter, men nøj, hvor er de fint udnyttet! Jeg vil også bringe et mini-interview med Marilia om at flytte fra land til land til land til land, og hver eneste gang skulle starte forfra, så det håber jeg, I har lyst til at se og høre om!

Måske vil du også læse...