Var der mon nogen af jer, som tog imod min sommerudfordring?
Når man sådan sidder helt stille, med sit eget sind som eneste underholdning, er der ofte en masse skjulte ting der dukker op. Gamle glæder, som forlængst var glemt, men også fortidens sorg og uro. Selvfølgelig er det ikke sjovt når triste ting pludselig viser deres ansigt, men omvendt er det jo en god lejlighed til at få ryddet op. Få lægt de gamle sår, og prøve at lære hvad man kan af det, så man er mindre tilbøjelig til at gentage sine fejl.
Gamle sår stammer nærmest altid fra relationer der er gået galt. Enten er vi kede af at vi er kommet til at såre andre, eller også bærer vi nag over, hvad andre har gjort mod os.
At bære nag – det lyder ikke rart. Og det er det heller ikke. Det er et træls karaktertræk, men ét vi nærmest alle sammen har, uanset hvor lidt vi gider det. Det er helt igennem ucharmerende, uproduktivt og upassende, men det findes. Og først når man indser, at det også findes i én selv, kan man gøre noget ved det, så på den måde er det faktisk rigtig fint at få det smidt sin egen tåbelighed i hovedet.
En af mine allerførste lærere gav mig en fantastisk metode til at rydde ud i gammelt nag. Det er en traditionel japansk meditation, som kaldes Naikan. En Naikan meditation foregår i tre dele, som bygger på tre simple spørgsmål:
- Hvad har jeg fået af denne person?
- Hvad har jeg givet denne person?
- Hvilke sorger og problemer har jeg forvoldt denne person?
Til at begynde med kan det være virkelig svært at fokusere på, hvad man har fået af en person, som i bund og grund har såret en. Gammelt nag forsvinder ikke så let, og det kan nærmest opleves som farligt eller utrygt at begynde at mindes alt det, man har fået af vedkommende – for er det nu ikke at tilsidesætte sig selv og sine egne sår?
Nej, det er det ikke, tværtimod. Du godkender ikke de fejl, personen måtte have begået, men du anerkender at vedkommende også har gjort andet end det der sårede dig – og på den måde hjælper du dig selv med at læge dine sår.
Når du går videre med meditationen, bliver det nogen gange endnu sværere. Når vi begynder at kigge på spørgsmål nr. 2, opdager vi måske, at vi har glemt at give. At vi har taget den anden for givet, og udelukkende fokuseret på det vi ikke fik. Det kan være en ret gysende erkendelse, men samtidig peger den også fremad, fordi den viser os nye måder at forholde sig til denne person på, og dermed åbner for nye glæder.
Meditationens sidste del kan også være svær at tumle med. Det er jo aldrig rigtig sjovt at se sine egne handlinger i bagklogskabens ulideligt skarpe lys, men omvendt bliver det typisk ret tydeligt, om man har noget liggende, der bør rettes op på – og det er heldigvis aldrig for sent. Man kan altid nå at vælge anderledes, og selvom det ikke omgør fortidens valg, påvirker det både fremtiden og nutiden.
Selv hvis den person man arbejder med, siden hen er forsvundet ud af ens liv, eller måske ligefrem er død, kan man rette op på gamle fejl og misforståelser. Naikan meditation handler nemlig først og fremmest om din egen sindsro, og om at du skal have lov at lære af fortiden. Det er ikke et magisk middel, som med ét slag kan udviske de spor man har sat i andre, men kan man lære at sætte blidere spor i fremtiden, vil man kunne lære at leve uden fortrydelse.
Når man første gang kaster sig over en Naikan meditation, kan det være værd at huske på, at man ikke behøver at gennemføre alle tre trin på én gang. Nogen gange er det nemmere at dele det lidt op, så man lige kan få pusten imellem omgangene. Omvendt vil jeg ikke anbefale at man spreder det ud over en alt for lang periode, så prøv om du kan gennemføre alle tre spørgsmål i løbet af en dag eller to. På den måde bevarer du en vis intensitet og åbenhed i forløbet, og når hurtigt frem til den forløsning, som venter for enden.
God fornøjelse! – og husk, at I altid kan spørge, hvis I render ind i problemer med en meditation.
