D. 19/9 2013 gik jeg en lille smule i stykker. Overhovedet ikke på den forfærdelige måde, og formentlig heller uigenkaldeligt, men noget skørt tog bolig i mig. Den dag købte og læste jeg nemlig min første bog om langdistance vandring – eller rettere thru-hiking. Thru-hiker er ordet man bruger om de robuste, kapable friluftsmennesker, som vandrer en af de traditionelle lange ruter i USA fra ende til anden. Hvis nogen skulle være i tvivl, så er robust ikke et ord man med nogen som helst ret ville kunne bruge om mig, på samme måde som kapabel eller friluftsmenneske næppe er ord der står forrest i køen til en beskrivelse. Hyggedyr eller læsehest måske, eller en lang række andre ord, der egentlig kun har det tilfælles at de ikke peger på noget råt, barsk, determineret eller naturelskende. Bevares, jeg kan da vældig godt lide det der natur. Altså på den der kontrollerede måde, som man kan nyde i en veltilrettelagt have i romantisk forfald.
I næsten 3 ½ år har jeg fået lov til uantastet at nyde mine hikerbøger. Der er ikke noget som at thruhike Pacific Crest Trail (2,659 miles eller 4,279 km gennem ørken og bjerge) fra sin lænestol, og jeg er blevet rigtig god til det. Men – for der er altid et men i den slags fortællinger – for nylig kiggede jeg mig omkring, og opdagede at jeg sad i fælden. Jeg var blevet taget på ordet. Nogen havde lagt et net af konkret virkelighed ned omkring mine fantasier, og indbudt mig til at trave ude på rigtige vandrestier, i stedet for at knokle rundt i bøgerne.
Ups.
Nå, men som alle (?) ved, så er det første skridt på enhver lang tur den gennemgribende forvandling, som gør dig til prepper. Prepperen forbereder langdistancevandring, men behøver i princippet ikke at tage flere skridt end dem der er fra parkeringspladsen til den nærmeste friluftsbutik – og i disse vidunderlige internet-tider jo ikke engang det. Jeg har taget imod min nye persona med åbne arme. Er temmelig rutineret udi shoppingens kunst jo, og skulle jeg stå i fare for at falde igennem, har jeg heldigvis Peter ved min side.
Bedste køb i REI: en guidebog til JMT. Synes bare den dvæler vel længe ved de såkaldte ?bear cannisters?. Kan nok ikke helt overskue at skulle forholde mig til bjørne undervejs.
Efter en lille omvej over et spærret Dankort *, er vi nu ved at være i mål. Vi har bukser hvor benene kan lynes af, dehydreringsapparatur til fremstilling af vandrevenlige måltider, dunjakker, sokker, state-of-the-art kogegrej, hængekøjer komplet med myggenet og underquilt, ultralette soveposer og rygsæk (i ental. Se nedenstående samtale med min respektløse lillebror).
Nu er vi klar. Så klar. Eller noget.
Mangler heldigvis stadig en sammenklappelig kop, så må lige vente lidt før vi kaster os ud i det.
* Lang historie kort: Jeg stod i den lokale Kiwi, og opdagede at min Dankort var spærret. Gik hjem og ringede til banken. Venlig dame fortalte, at der havde været så usædvanligt mange transaktioner i amerikanske netbutikker, at deres system havde auto-spærret kortet. Efter et blik på min skyldbeviste mand bad jeg hende åbne det igen.
