Røde sprøde cookies

Påskeferien er forbi, og selvom det umiddelbart kan se lidt trist ud, så betyder det jo bare, at vi nu er midt i efter-påske-tiden. Og det skal da fejres! Rigtig meget. Og det er godt nok en sløj fejring, hvis ikke man har kage. Så ind på scenen træder mine røde sprøde cookies, to the rescue.

røde sprøde cookies

De her cookies er bare alt for gode. Seje og nærmest konfektagtige i midten, med sprøde, knasende kniplingeagtigekanter – mums. Og så er de besnærende nemme at smække sammen, når man ikke gider lave aftensmad får uventede gæster.

 

Opskrift på cookies

1 ¼ dl blødt smør
1 ¼ dl sukker
1 dl brunt farin
2 dl hvedemel
lidt rød frugtfarve (kan udelades, hvis man har en mere forfinet smag end mig)
1 æg
2 spsk kakaopulver
1 tsk vanilje
½ tsk fint salt
¼ tsk bagepulver
2 ½ dl hakket hvid chokolade

Alle ingredienserne blandes hurtigt sammen, anbringes i valnøddestore klatter på en bageplade (brug eventuelt et par skeer, for det er noget klisterværk at stå med fingrene i), og bages straks i ca. 10-12 minutter ved 180 grader.

Lige når de kommer ud af ovnen, er de helt bløde. Lad dem afkøle en smule, før du forsigtigt lemper dem over på en bagerist, hvor du skal prøve at lade dem være, indtil de er så tilpas afkølet, at du ikke brænder dig i munden, når du spiser dem. Det er faktisk nok det allersværeste ved opskriften…

røde sprøde cookies

De kan fint stå alene, men du kan også gå all in, i jysk kaffebordsstil, og lade dem få følge af en snasket kanelkage, en nøddemazarin og toppe af med et sundt (…) banana bread. God appetit!

Måske vil du også læse...