Det her er en bog, som jeg har ventet alt for længe med at læse. Jeg fik den i julegave, men af forskellige årsager (først og fremmest fordi det er en trykt bog, og ikke en e-bog, som er det jeg læser på rejser) fik jeg først fat i den for nylig. Det var for så vidt nok fint, for det er en bog man skal have god tid til. Faktisk skal man helst have mulighed for at læse den helt færdig med det samme ? det er nemlig den slags bog, hvor løbet er kørt, straks man har åbnet omslaget. Den er fantastisk.
Jack bor i Rum, sammen med Mor. Han har et spændende og trygt liv, med fastlagte aktiviteter, lege, Søndagsoverraskelser, og selvfølgelig først og sidst Mor. Naturligvis er der foruroligende ting i Jacks liv. Om aftenen kommer Gamle Nick, og så skal Jack ind i Klædeskab, hvor han ligger og håber på, at han hurtigt slukker. Ind imellem er Mor Væk. Så ser hun ikke noget, selv ikke når hun har åbne øjne, men når det sker, finder Jack udvej for at klare sig, indtil det bliver anderledes igen.
Jack elsker at se TV. Dora Udforskeren er hans ven, selvom han godt ved, at det han ser i TV ikke er virkeligt. Han ved godt, at det eneste som er virkeligt, er ham og Mor og alle tingene i Rum. Det ved han, lige indtil han fylder fem år, og Mor fortæller ham noget andet. Mor u-lyver, og dermed starter forvandlingen af Jacks verden.
Noget af det der gjorde bogen vidunderlig og interessant for mig, var at jeg fik lov til at opleve dens virkelighed på egen hånd. Der var ikke nogen som fortalte mig, hvorfra Jacks verden går ? det fik jeg selv lov til at opleve, lige så stille og roligt. Jeg fik selv lov at gøre den rystende opdagelse af grusomheden der styrer Jacks verden, og jeg fik lov at gøre det igennem små, konstaterende iagttagelser, uden at blive belemret med udpenslede dramatiske billeder.
Normalt er jeg ikke fan af børn som hovedpersoner i voksenbøger. Jeg synes som regel at børnene kommer til at fremstå hule og endimensionale, mere som en prototype på ?et barn?, som den voksne forfatter forestiller sig det, end som en troværdig karakter ? men jeg tror på Jack. Jeg tror 100 % på Jack. Jack er, præcis som Jack må være.
Virkemidlerne er i bund og grund forholdsvis små og fine. For eksempel giver det god mening, at Jack bor i Rum, og at han spiser ved Bord og sover i Seng. Selvfølgelig har Jack ikke brug for at bestemme sine substantiver. Jack kender kun ét bord, så hvorfor bruge et sprogligt hjælpemiddel til at skelne ét bord fra et andet?
Det er imidlertid ikke kun Jack, der får denne beretning til at skille sig ud fra andre beretninger om bortførte piger. Bogen slutter ikke med den naturlige, lykkelige slutning, der hvor fangeskabet afbrydes. På sæt og vis begynder bogen først rigtig med befrielsen af Jack og hans mor, og historien om deres fangeskab kan på den måde ses som en baggrundshistorie. Den del af historien der foregår i Rum, er en slags fundament for at vi kan forstå den egentlige historie, som handler om, hvordan man skaber mening i en virkelighed, der med ét slag forandres, og om, hvad mor og søn, som hidtil har levet i et symbiotisk forhold, skal gøre, når de splintrer deres verden, og dermed pludselig bliver til to personer, oven i købet ind imellem med modsatrettede behov.
Efter jeg havde læst bogen, så jeg filmen. Normalt er det en ret tam oplevelse at se en filmatisering af en enestående bog, men denne her er lykkedes ganske godt. Jack er, overraskende nok, stadig troværdig og nuanceret på film, og faktisk synes jeg at filmen gav historien en ekstra dimension, fordi jeg lige pludselig også lærte Jacks mor at kende. Hende fik jeg ikke så tydelig en oplevelse af ved at læse bogen, som i høj grad er Jacks historie. Jeg ville dog til enhver tid foretrække bogen, som jeg egentlig allerede glæder mig til at genlæse, for at se hvordan den udfolder sig, når man kender selve fortællingen og dens præmisser på forhånd.
Nogen gange afsluttes boganmeldelser med noget i retning af ?Læs den, hvis….?. Om Rum kan jeg ikke sige andet end: Læs den, hvis du kan læse 😉
For det første, Pia; man kan ikke vente for længe på at læse en bog, når bare man får den læst ❤️
For det andet, så er jeg fuldstændig enig med dig; det er en fantastisk bog, og for en gangs skyld også en god film.
Jeg har et eksemplar af bogen liggende i mit gaveskab, men har ikke fået givet den væk endnu, for den skal gives til én, der virkelig sætter pris på den.
Tak for en dejlig anmeldelse.
Tak, Lone. Selvfølgelig har du ret – en god bog bliver aldrig uaktuel, og dermed bliver det jo heller ikke for sent at læse den! Heldige den, der får den i gave 🙂