Skøn i overgangen – øjenbryn

tatovering af øjenbryn

Mine øjenbryn har aldrig været fantastiske. De har altid været lidt forpjuskede, og fyldt med små festlige hvirvler, som ikke har gjort noget godt for deres udseende. Men. De har da trods alt været der!

Med alderen synes de imidlertid fuldkommen at have opgivet ævred, og efterhånden bruger jeg ganske meget tid på at forsøge at tegne dem fint op, blot for at se dem tvære ud i dagens løb. Derfor besluttede jeg at få dem tegnet permanent op; at få dem tatoveret. På billedet ovenfor ses resultatet af dét forsøg 4 dage efter første behandling. Mine bryn har omsider fået den farve og facon, som naturen forsømte at give dem, og jeg er meget begejstret!

Der gik mange og lange overvejelser forud for beslutningen. Det skorter jo ikke på eksempler på, hvor galt det kan gå – I har garanteret selv set eksempler på uheldige udfald…

Derfor er det rigtig vigtigt at være kræsen, når man leder efter en tekniker. Der er jo trods alt tale om en permanent, eller i hvert fald semi-permanent, ting. Typisk holder en optegning 10-18 måneder, og selvom man naturligvis altid kan få fjernet farven med laser, er det nu sjovere at ramme plet i første forsøg!

Jeg opsøgte Adrijana, som jeg har skrevet om før. Hun er en genial håndværker udi alt skønheds-relateret, og så deler hun og jeg æstetik. Hun har ganske enkelt evnen til at få mig til at ligne den allerbedste udgave af mig selv, uden at hendes store indsats er iøjnefaldende. Hun mestrer med andre ord kunsten at lave et naturligt resultat.

Til øjenbryn bruger hun 3D teknik, som giver et meget naturtro resultat. Med microblading tegnes små hårstrå mellem ens egne hår, og der tegnes både korte, lange, tynde, kraftige, lyse og mørke hårstrå – altså fuldkommen som ens naturlige bryn.

En optegning af øjenbryn hos Adrijana starter altid med en konsultation, hvor man dels forventningsafstemmer, dels får testet om farven giver allergiske reaktioner. Adrijana er meget omhyggelig i forventningsafstemningen. Hun gennemgår omhyggeligt hele proceduren, og bliver ved med at spørge, indtil hun er helt sikker på, at hun og kunden (altså i dette tilfælde mig) forstår hinanden 100 %. Generelle termer som naturligtmarkantelegant og så videre kan være fine til at skyde sig ind på hinanden, men før hun sætter pennen på din hud, vil hun være helt sikker på både at hun forstår dig helt præcist, og at du har realistiske forventninger til resultatet.

Jeg nævnte mine bekymringer/overvejelser for hende, og hun besvarede alle mine spørgsmål.

  1. Kan det komme til at se ud som om, der er to skovsnegle som har lagt sig til at dø i mit ansigt?
  2. Risikerer jeg at få røde skygger i mine øjenbryn?
  3. Hvordan kommer det til at se ud, når farven begynder at fortage sig?
  4. Gør det ondt? (lidt pivet er man vel…)

ad 1: Det kan det sagtens, men hvis ikke det er et look du er vild med, er der ingen grund til at lave det. Adrijana blander farverne direkte på dit ansigt, så du kan få lov at være med, når den endelige beslutning skal tages. Hun starter også altid med en forholdsvis lys farve til den første optegning, fordi det er nemt nok at gå mørkere ved anden behandling, hvis resultatet bliver for fersk.

tatovering af øjenbryn

Hun er i det hele taget meget omhyggelig med farvevalget, og hun fortalte mig hvorfor. Da hun første gang skulle lave sine egne øjenbryn, havde hun besluttet sig for en ret mørk farve. Hun har gode, stærke farver fra naturens side, og tænkte, at der da skulle lidt knald på. Dén oplevelse har gjort hende meget bevidst om, hvordan farverne udvikler sig på huden…

Efter farven er valgt, tegnes brynene op, så man får mulighed for at tjekke, at de kommer til at se ud, som man ønsker. Som en vigtig detalje bliver man bedt om at sætte sig op og tjekke brynene – man ser nemlig helt anderledes ud siddende end liggende! Her er der stadig tid til at rette ind, hvis enten buen, længden eller tykkelsen ikke er helt, hvad man havde forestillet sig.

ad 2: De røde skygger hører fortiden til. Tidligere var der en del rødlige toner i de brune farver, men fordi man opdagede, at de røde toner var de sidste til at forsvinde, laver man nu langt køligere toner, og slipper således for det rødlige skær.

ad 3: Der er stor forskel på, hvor godt huden holder på farven. Hos nogen vil de små fjerlette streger bevare deres skarphed lige indtil de falmer bort, men hos andre vil stregerne med tiden udviskes, så man får en skyggevirkning, snarere end klart definerede hårtegninger. Det er ikke til at vide på forhånd, hvordan netop din hud reagerer; derfor skal du gøre op med dig selv, om du vil kunne acceptere det lidt skyggede look.

ad 4: Adrijana lovede mig, at jeg ville kunne mærke optegningen. Hun forsikrede mig til gengæld også om, at ingen indtil nu havde oplevet det som uudholdeligt. Hun foreslog mig at tage et par smertestillende tabletter inden behandlingen, og så lagde hun i øvrigt også et lag lokalbedøvende salve i god tid inden pennen kom frem.

tatovering af øjenbryn

Her er den ene side færdig, og huden er noget rød. Jeg blev overrasket over, hvor lidt ubehageligt det var. Det føltes nærmest som om hun kradsede mig let med en skarp blyant, eller som om hun sad med en pincet og rev de små hår ud; altså helt klart noget, som er til at have med at gøre!

tatovering af øjenbryn

Før og efter billeder. Det er tydeligt, at jeg har valgt en meget forsigtig udgave, hvor brynet ser helt naturligt ud. Mit mål var jo netop at få de bryn, naturen burde have givet mig – ikke klart optegnede bryn, som lignede noget, hvor jeg havde været i gang med pudder og øjenbrynsblyant.

 

Efterbehandling
Efter endt tatovering lægges der et ekstra lag farve, for at sikre at alle de fine små huller fyldes ud. Derfor ser det meget markant ud de første par dage, men ca. 30-40 % af farven forsvinder hurtigt.

De første dage dannes der små sårskorper i brynene, og man skal pleje dem som sådan. Det vil sige at området skal holdes omhyggeligt rent, man må ikke kradse i brynene, og sårene skal holdes blødes.

Efter nogen tid skal brynene tegnes op igen. Her har man mulighed for at sætte lidt mere knald på farven, hvis man ønsker det, og der kan i princippet også laves mindre justeringer af faconen.

 

Jeg er overmåde tilfreds med resultatet, og jeg kan kun anbefale at du kontakter Adrijana, hvis du også gerne vil slippe for udtyndede, lyse bryn. Hun er sød og professionel, og en virkelig dygtig fagmand. Du kan være helt sikker på, at hun vil lytte til dig, og tage dine ønsker alvorligt. Hendes skønne klinik, My Stylist, ligger i Vanløse, og dér er du sikker på at få en god og grundig behandling, med de nyeste teknikker på markedet.

 

Måske vil du også læse...

4 Comments

  1. Anne says:

    Wow hvor er dine bryn flotte! Jeg har længe overvejet, om jeg turde, men efter at have læst dette, er jeg ikke længere i tvivl. Tak!
    Nu skal jeg så bare finde en god behandler i Aarhus.

    1. Ja, du skal virkelig være kræsen med din behandler – og når du har fundet den rette, skal du bare få det gjort. Jeg er SÅ glad for at jeg fik taget mig sammen!

  2. Virkelig flot resultat. Hvor lang tid tog selve optegningen? kh. Birgitte

    1. Tak Birgitte. Jeg tror selve optegningen tog omkring 40 minutter, men der bliver afsat hele to timer, for at sikre at der er tid nok til at justere farver og facon. Det er en af de bedste gaver, jeg har givet mig selv!

Comments are closed.