Jeg håber alle havde en god Skt. Hans, til trods for de spredte byger! Vores Skt. Hans-tema kan vel nærmest sige at have været Ild & Vand – bål og grill, tårer og regn.
Vi startede med at mindes min kære svigerfar, som vi mistede lillejuleaften. Det blev en smuk ceremoni, hvor tårerne fik frit løb, og vi fik lejlighed til at tage endnu en afsked med ham.
Vi søsatte blomsterhoveder i bassinet, med hver vores minder om ham.
Jeg havde set vejrudsigten, så havde besluttet at vi ikke skulle sidde udendørs. Omvendt synes jeg simpelthen ikke det er rigtig Skt. Hans hvis man bare sidder inde i stuen, så vores gamle lade måtte endnu engang holde for. Jeg dækkede borde i sort og hvidt, og med masser af lys og blomster, og pyntede op med guirlander (virkelig nemt – DIY instrukser her).
Der var også børn med til festen, og på grund af dem (kun på grund af dem…), havde jeg besluttet at lave et udklædnings/foto-hjørne, med masser af hatte, skæg og parykker, og en fin baggrund. Blev jo nødt til at teste om det fungerede, og havde det vist alt for sjovt – hele formiddagen røg i hvert fald på den konto 😉
Heldigvis var det ikke kun mig, der havde glæde af det!
Da vi var færdige med at spise, begyndte det at øsregne. Derfor bragte jeg vores bålfad i forslag som Skt. Hansbål, men blev affejet. Vi ventede tålmodigt, og blev belønnet med 1 1/2 times opholdsvejr, og så klarede et par liter benzin resten.
Da regnen startede igen, vendte vi tilbage til laden, hvor vi ristede skumfiduser til s’mores, og hyggede os til ud på de små timer. Dejlig Skt. Hansaften, lige som den skal være.