Søndags Snapshot fra en måned der fløj forbi

Nå. Så gik januar i en ruf – den havde godt nok travlt, den måned…

Det er altså ikke rigtig nemt at være blogger i en Coronatid. Når jeg skal skrive Søndags Snapshots for eksempel, så vil jeg jo gerne kunne inspirere, jeg vil gerne komme med spændende ideer – men hvis vi nu tager denne uge, bliver det tydeligt, at jeg ikke er den rette at søge inspiration fra.

Mandag: Jeg arbejdede hjemme. Som nærmest alle andre. Jeg skrev opskrifter, korrekturlæste, og strikkede på nye designs. Meget spændende for mig, men måske knap så interessant at læse om…

Tirsdag: Mandag på repeat.

Onsdag: En lille smule anderledes, idet jeg havde et online møde med mine kolleger i Dharmacentret, og farvede en masse garn. Men stadig; vidunderligt for mig, mindre inspirerende for andre.

Torsdag: Jeg kom ud af huset!!! I supermarked, så jeg kunne købe ind og aflevere pakker for shoppen – og bagefter en tur ned til min mor, så vi kunne stå i døråbningen og snakke lidt sammen. Optog min podcast, og om aftenen lavede jeg (Peter) momsregnskab. Se dét er jo virkelig sjovt, både at gøre og at skrive om. Eller?

Fredag: Fredag var hevet ud af kalenderen. Da jeg planlagde ugens arbejde, regnede jeg slet ikke med fredag – den eksisterede simpelthen ikke. Det er måske den bedste ide, denne uge kan byde på: at trække noget tid ud, som så ikke findes. At tage tid til selvforkælelse på den stille, fordringsløse måde. Jeg holdt en lille makecation, hvor hele dagen var dedikeret til strikketøj og hygge, og det var vældig godt!

Lørdag: I alt væsentligt en gentagelse af mandag/tirsdag. Igen en dag der var helt fin, set fra mit lille hjørne af verden, men ikke noget, man kan skrive en masse om.

 

Jeg bliver altså nødt til lige at spænde lidt op. Få gang i noget mere kontrolleret hygge, og nogle oplevelser som kan hjælpe med at skille dagene fra hinanden. Så det bliver næste uges opgave: at komme på gode ideer til, hvordan man kan hindre dagene i at glide helt sammen i en lykkelig kreativ arbejdsrus. For der skal altså også være plads til andet end arbejde, uanset hvor man højt man elsker det man gør!

Heldigvis bliver i dag ganske særlig. I dag bliver min baby, mit mindstebarn, min lille unge 30 år! Vi skal fejre ham fra morgen til aften, i små, forholdsvis Coronasikre omgange. Den store fejring, som denne anledning jo egentlig fordrer, må desværre vente – men det skal ikke forhindre os i at nyde dagen og alle de fine minder, den kommer med.

Jeg håber I får en dejlig søndag og en dejlig ny, uge. Hvis I bobler med gode ideer til, hvordan man gør dagene forskellige, må I meget gerne tippe mig i kommentarfeltet!

 

Måske vil du også læse...

2 Comments

  1. Jeg forsøger også, at få dagene skilt fra hinanden – at arbejde ude hjælper lidt, og at blive testet lidt ekstra, så jeg kan se de søde mennesker, jeg er i ‘boble med’.

    På min liste er: At gå ture nye steder hvor man fx tager bilen hen, og gerne ind i mellem med andre, fra ens femmands-bobbel (hvor man kan holde god afstand), små hyggelige sysler i køkkenet (hvis man er til den slags), eller planlægge aktiviteter man kan se frem til (spilaften på fredag med rødvin, digitalt foredrag tirsdag, øl-smagnings-onsdag, pizza-torsdag hvor man laver alt fra bunden, teater-streaming med fint tøj lørdag, hvor man slukker alt lys og lægger mobiler væk, osv), cykle ud efter frokost fra et nyt takeout sted, eller en gåtur ind til byen for at hente en iskaffe kl. 15, når min kæreste har fået fri fra hjemmekontoret, for at få det sidste dagslys og se lidt på mennesker 🙂

    – A

    1. Åh nogen gode ideer!! Det er genialt at planlægge de gode ting, så man kan glæde sig til dem 🙂

Comments are closed.