Dette her er et gammelt indlæg, som jeg har valgt at genudgive. Jeg var nemlig på Isola Comacina forleden, hvor jeg så mit snit til at tage nogen bedre billeder, og fravriste kokken en helt særlig opskrift – men mere om det nedenfor.
Ude i Comosøen ligger der en lillebitte ø, Isola Comacina. Den er ikke svær at finde, for det er den eneste ø i søen. På øen er der en gammel kirkeruin, en cafe, og en helt igennem fantastisk og vidunderlig restaurant. Jeg besøgte den første gang i 2007, til min mors 60 års fødselsdag. Vi havde spurgt lidt omkring hos de lokale, om de kendte en restaurant, som var særlig nok til så vigtig en fejring, og svaret var Locanda Isola Comacina. De havde ret, ikke mindst fordi øens faste menu, som er det eneste man kan få derude, og som aldrig skifter, stammer fra samme år som min mor, nemlig 1947.
Man kan kun komme til øen med båd – med mindre man da har lyst til en svømmetur. Hvis man sejler selv, er der fine broer man kan fortøjre ved, og ellers kan man tage den lille taxabåd som sejler ud fra Sala Comacina på Comosøens vestkyst. Den sejler konstant i restaurantens åbningstid, og turen koster 10 euro pr. person. Der er også nogle af færgerne i søen som lægger til på Isola Comacina, og sådan en færgetur er i det hele taget en god måde at se søen på.
Øen er så smuk, at man nærmest snapper efter vejret, og jeg vil klart anbefale at man tager derover i god tid, så man kan nå at gå en tur rundt. Restauranten serverer frokost fra 12 til 14, og middag fra 19 til 21.30. Uanset hvad tid man kommer, skal man igennem de samme retter inden den fælles Grande Finale, så hvis man godt kan lide at tage sig god tid til sin mad, vil jeg foreslå at man kommer tidligt. Især i højsæsonen (juli/august) er det en god ide at reservere et bord – det kan man gøre på deres hjemmeside (‘prenota’ betyder reservation, og resten giver lidt sig selv).
Jeg elsker at sidde lidt på den lille cafe helt nede i vandkanten, med udsigt over til Sala Comacina, hvor en af mine andre yndlingsrestauranter, La Tirlindana, ligger. Har ret mange yndlingsrestauranter i Italien, men denne er klart helt i top! Jeg vil anbefale at man prøver Patricias ravioli al’ limone, hvis man kommer på de kanter – men lige nu skal det ikke handle om La Tirlindana, men derimod om Lochanda Isola Comacina; øens restaurant.
Når man har gået en tur rundt på den lillebitte, men fabelagtigt smukke ø, og tiden er inde til at spise, bliver man bænket ude på den store terrasse. Og så går det ellers løs, p ægte italiensk maner, med masser af fine, simple retter, som bæres af udsøgt perfekte råvarer.
Først en appetitvækker: en solmoden tomat med en tynd citronskive og masser af olivenolie og origano, serveret med stedets hjemmebagte brød, som skal brydes blandt venner – Friendly Bread, som ejeren kalder det, med den mest henrivende italienske accent.
Derefter kommer der et overvældende udvalg af antipasto all’ Isolana, hvor højdepunktet er uden tvivl de lækre bagte løg, som vi var så heldige at få opskriften på efter mange års plagen.
Bagte løg som på Isola Comacina
De bager de hele løg, med skræl, i 2 timer ved 180 grader, og derefter ca. 2 timer mere ved stadigt lavere temperaturer. Når løgene føles bløde og lækre, skæres de midt over, hældes over med olivenolie, og drysses med salt og peber. Så enkelt – og så overdådigt lækkert, at selv en kræsenpind som mig falder i svime.
Anden ret er Trota alla Contrabbandiera – helstegt lakseørred, som udbenes ved bordet, hvorefter tjenerne slår groft salt i ugudelige mængder ud over dem, presser en hel citron over hver fisk, og drukner dem i olivenolie, før frisk peber kværnes hen over dem. Første gang jeg så det, sank hjertet i livet på mig. Det så ikke godt ud… men det var det! De ved hvad de laver.
Når den første bund således er lagt, får man grydestegt kylling, Rottami de Pollo in Padella, med en helt simpel salat: friske, sprøde salatblade med olie og eddike. Ikke så meget pjat, bare enestående råvarer.
Osten der følger, er en kæmpe Grana, på størrelse med en mellemstor hund, som bæres rundt i armene på tjenerne. De skærer solide lunser af dem, og overrækker dem direkte i hånden på dig. No nonsense.
Til sidst skal man selvfølgelig have lidt sødt. Intet måltid uden sukker; uden sukker, intet måltid, sagde slikmunden. Friske appelsiner, pærer eller ferskner (afhængigt af, hvad der er i sæson) skæres ud ved bordet, overhældes med Crema all’Isolana, som er en sød likøragtig sag, og serveres med hjemmelavet vaniljeis.
Hele herligheden afsluttes med en stor finale, hvor der brændes kaffe og berettes om øens historie. Ejeren, Benvenuto Puricelli, styrer showets gang, komplet med ildceremoni og tophue, og det er en fortælling af den slags, jeg holder allermest af – den hvor underholdningsværdien til enhver tid trumfer den historiske nøjagtighed 😉
Kaffen smages til af øens sødeste pige, og så kan man ellers sidde og slå mave, mens man nyder den dejlige udsigt og det gode selskab.
Der er mange skønne kroge i og omkring Comosøen, men Locanda Isola Comacina er noget helt for sig selv; en pragtfuld oplevelse, som man ikke må snyde sig selv for, hvis man er i området. Restauranten er besværlig at komme til, maden er dyr (75 euro pr. person), og de tager ikke engang kreditkort – men det betyder intet, når først man rammes af øens fortryllelse!
Und i øvrigt også dig selv en stund ved den stolte ejers Wall of Fame, som også er tilgængelig online. Benvenuto har ivrigt taget billeder af alle de berømtheder som har gæstet øen gennem tiderne, og han er revnefærdig af stolthed over samlingen.
Jeg bliver helt sulten af at læse dit indlæg. Skønne, skønne billeder og lækker enkel mad. En disciplin italienerne mestrer til perfektion!
Restauranten på øen er for mig indbegrebet af italiensk mad: simpelt, lækkert, og perfekte råvarer, som serveres uden en masse dikkedarer. Lige noget for mig 🙂 Jeg håber du får lejlighed til at prøve det en dag!