Vanvittig skyldig

Seks venner mødes til en hyggelig eftermiddag med barbecue i haven. To måneder senere kan de slet ikke holde op med spørge sig selv og hinanden: “Hvad nu, hvis vi ikke havde gjort det?”. Kan vores valg omgøres?

Liane Moriartys ‘domestic noir’ bøger er fantastisk elegant opbygget, og således også denne. Jeg er vild med nærmest alt, jeg er faldet over i genren, især det der kommer fra Liane Moriarty og Gillian Flynn, og Vanvittig skyldig er et godt bud på en ny nummer 1 på min personlige hitliste.

Som altid i Moriartys bøger introduceres den dunkle, centrale begivenhed straks, men først til allersidst lærer vi sandheden om den at kende – eller rettere, vi lærer de forskellige involveredes forskellige sandheder at kende. For hvad er vel sandheden?

Vanvittig skyldig handler om skyld. Hvad er skyld? Hvornår er man skyldig? Hvor går grænserne for vores ansvar?

Jeg vil ikke afsløre for meget om selve handlingen, for det ville ødelægge oplevelsen af denne bog, og det vil jeg for alt i verden ikke. Den er nemlig vanvittig spændende; jeg var tryllebundet fra første side, og havde det ondt med at slippe den, om så bare for et kort øjeblik. Den kommer så fint omkring emnet skyld, og ikke kun i relation til historiens definerende begivenhed, men også i alle livets andre forhold. Romanen undersøger, hvordan skyld påvirker vores relationer; vores familieforhold, venskaber og ægteskaber. Kan et fællesskab overhovedet overleve, hvis den ene part finder den anden skyldig i en altafgørende forsømmelighed eller overtrædelse? Hvor meget kan vores relationer holde til, og hvad er det farligste vi kan udsætte dem for?

Det er kvinderne, der står stærkest i denne bog. De er tegnet så fint og præcist, at man lynhurtigt lærer dem at kende, og samtidig gennem hele bogen ønsker at komme endnu tættere på dem. De er spændende på hver deres måde, og man mister ikke interessen for nogen af dem undervejs, hvilket i sig selv er noget af et kunststykke i en bog med flere hovedpersoner.

Clementine er den følsomme kunstner og mor, som konstant forsøger at balancere karriere og privatliv, og samtidig holde sine følelser så meget under kontrol, at de ikke saboterer hendes drømme. Erika har helt tjek på sine følelser, i hvert fald på overfladen. De bliver holdt i stram snor, helt ind til kroppen, og hele hendes liv er tilrettelagt som en velsmurt maskine, der skal rette op på, eller måske snarere beskytte hende imod, barndommens kaos. Tiffany er den farverige nabo med den karismatiske mand og intense fortid. Mens Clementine og Erika har en lang historie sammen, er Tiffany ‘bare’ nabokvinden, der pludselig bliver en del af de to barndomsvenners store mareridt, uden dog nogen sinde at blive lukket rigtig ind.

Med sine 489 sider er bogen lige på grænsen til at være det, jeg ville kalde ‘en ordentlig moppedreng’ (den ultimative kvalitet for en god bog), og dens intense univers suger læseren hjælpeløst ind. Jeg vil derfor anbefale at man venter med at åbne den, til man kan tillade sig forsvinde et par dage. Da jeg dukkede op til overfladen, var mit moralske kompas  blevet udfordret, og jeg havde stof til lange overvejelser. Igen, fristes jeg til at sige, for det er sket for mig før med Moriartys bøger. Især Min mands hemmelighed har jeg været meget betaget af, og jeg har faktisk brugt den i min undervisning, når jeg skal lære folk om det buddhistiske karmabegreb. Vanvittig skyldig er helt på omgangshøjde, og jeg kan kun give den mine varmeste anbefalinger.

Tusind tak til Politikens forlag for anmeldereksemplaret – det var en fornøjelse!

 

Tilbage til forsiden

Måske vil du også læse...

2 Comments

  1. Tanya says:

    Jeg er igang med st læse “min mands hemmelighed” af Liane

    1. Kan du lide den? Jeg var helt vild med den – og Vanvittig skyldig er lige så god

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.