Søndags Snapshots fra Limfjorden

Hej fra dejlige Mors, hvor vi tilbringer et par gode feriedage, mens vi ser tilbage på en uge, der på mange måder har været… yderligtgående, tror jeg det hedder. En Paludan-uge, kunne man måske fristes til at sige – men så slem har den nu trods alt alligevel heller ikke været…

Det hele startede virkelig godt, med en super hyggelig aften i selskab med søde Jeanette og hendes lige så søde mand, så dét var ligesom den ene yderlighed. Den anden brasede jeg ind i onsdag, hvor vi oplevede det til dato mest modbydelige indbrud i vores hjem. Vi har haft indbrud et par gange, og sjovt er det jo aldrig, men dette her, det tager prisen. Min søde svigerdatter var alene hjemme, og sad og ammede barnemirakelbarnet ovenpå, da en sortklædt mand med handsker og rygsæk pludselig træder ind i soveværelset. Alles mareridt, tror jeg – men heldigvis endte det hele næsten godt, selvom jeg er meget bedrøvet over, at politiet først nåede frem, for at tjekke om indbrudstyven var gået, efter knap to (og det var 2!) timer, trods adskillige opkald til alarmcentralen. Både svigerdatter og barn er heldigvis intakte, men stakkels Fili er endnu ikke blevet helt sig selv. Den ucharmerende herre har sparket hende godt og grundigt, og hun er stadig en kende pylret, hvad man jo sagtens kan forstå.

Derfor var det også med lidt blandede følelser at vi drog nordpå torsdag, for burde vi egentlig ikke være blevet derhjemme og holde øje med alting? Men afsted tog vi, og det er jeg glad for nu. Vi har hygget os mægtigt, med skaldyrsfestival, strikkehygge og power-shopping.

Skaldyrsfestivalen i Nykøbing Mors er noget af det hyggeligste. Vi var også afsted sidste år, og det er altid en vinder. Især for den skaldyrsspisende del af familien forstås, men jeg nyder det også en masse. Og først og fremmest nyder jeg Skønneste Mors!

Køretursstrik. Jo altid en god ide, og timerne fløj afsted, mens jeg syslede med den fine trøje til Johns hentesæt, nu i en noget større størrelse. Smuk er knægten uanset hvad vi putter ham i, men det er noget helt særligt over hjemmestrik til de helt små. Har i øvrigt lært en masse fint nyt heroppe, hos familiens strikkeorakel, og jeg kan slet ikke vente med at sætte de nye kundskaber i arbejde.

Shopping… Som turist påtager man sig et vist ansvar for de byer, man besøger. Enhver har jo hørt om, hvordan forretningsøkonomien kan være trang i randområderne, men jeg vil da hilse og sige, at Nykøbing M har fået en saltvandsindsprøjtning. Jeg er blevet ekviperet fra yderst til inderst, og fandt dertil den fineste vase i genbrugsbutikken heroppe. Så kan jeg også sætte hak ved bæredygtigt 😉

Næste uge bliver temmelig travl, for vi har et større arrangement i templet, men mon ikke jeg finder stunder til at kigge forbi her på domænet? Det vil jeg bestemt tro. Nyd det sidste af Kristi Himmelfartsferien, og så ses vi igen om et par dage!

Min lille Fili, som nok skal blive fin igen. Øv bare, at hun skulle have sådan en slem oplevelse.

Måske vil du også læse...

4 Comments

  1. Karina says:

    Det var dog en skrækkelig oplevelse – stakkels svigerdatter. Og den lille Fili .. Hvem kan dog få sig selv til at sparke en lille hund 🙁

    1. Ja, lige præcis dét spørger jeg også mig selv om; hvordan kunne han sparke en lille bitte hund? Heldigvis var han jo ikke indstillet på at gøre mennesker fortræd, og det er jeg lykkelig for.

  2. Kæreste Pia,
    Hvor er det dog en forfærdelig oplevelse, I har været ude for! Det er jeg virkelig ked af at høre.
    Skræmmende!!!
    I den anden ende af skalaen, så må jeg også tilslutte mig, at vores middag først på ugen var i top. Så hyggeligt selskab med dig og Peter. Det gør vi snart igen.
    Stort knus og mange tanker – også til jeres svigerdatter og Fili.
    Jeanette

    1. Tak for knus og omsorg ❤️ Det var rigtig væmmeligt, men alle er heldigvis helt okay igen!

Comments are closed.