Søndags Snapshots fra Foxtown og Skanderborg

En hurtig hilsen efter en lang nats køretur, som bragte os hjem fra Skanderborg. Nu kan jeg sidde og se tilbage på en mægtig fin uge, som har budt på en hel masse glimrende indslag – og så lidt som er mindre glimrende. Sådan bogstavligt talt.

Det er jo nemt nok at holde af smuttur til Danmark og besøg hos barnevidunderbarnet & co, efterfulgt af cocktails i bøgeskoven ovre i det jyske.

Er i den forbindelse virkelig taknemmelig over at have opdaget, hvor forunderlig udsøgt en harmoni vodka og rabarber udgør. Forspring til ugen!

Har også nemt ved at være glad for min nye bedste ven. Mød Enhjørningen Ella; lidt af en diva, men det diskvalificerer ikke nogen i min bog!

foxtown

Og det nye ishus i Menaggio – det er sandelig også En God Ting. Det klæder byen med endnu et ishus, så man ikke risikerer at skulle gå for mange skridt uden munden fuld af gelato, og de kan altså deres håndværk, de ismagere!

foxtown

Udsalgsshopping til efteråret. Lidt basis, lidt knap så basis… Foxtown i Mendrisio er mit alleryndlingsoutlet, med de bedste butikker og besnærende lave priser. Absolut et besøg værd, hvis man skulle være i området (og med området mener jeg Schweiz/Norditalien). Tag et kig på deres hjemmeside,http://www.foxtown.com/en/homepage hvis du trænger til at blive fristet.

Se, det var noget af det, jeg elskede ved denne uge. Det jeg ikke elskede kunne for eksempel være lufthavne – og ja, Malpensa, jeg kigger på dig – små flysæder, og regnvejr når man ligger i telt. Godt man kan panikpakke lørdag aften, og lige pludselig være hjemme i dundynerne og de tætte vægge igen!

I morgen tager vi tilbage til Italien. Ella venter utålmodigt, og jeg glæder mig til det ømme gensyn – og alt det andet. Jeg håber I alle får en fortryllende uge, med sensommerfarver og blødt lys 🙂

Måske vil du også læse...