Nytårs Snapshots med juleabstinenser

Det var da noget af en brat opvågnen fra julens beskyttende hygge-puppe… Strid storm, komplet med blafrende tagplader flere nætter igennem, og lurende frostskader, hver gang man vover at stikke næsen udenfor. Men okay, når nu det skal være sådan (og det skal det åbenbart), så er der nu også noget rart ved at putte sig for uvejret, og bruge det som undskyldning for at gåturene bliver lidt kortere, og gardinerne bliver trukket for lidt tidligere. Så har man også bedre tid til at nyde resterne af nytårets kransekage – dog uden champagne. Et eller andet sted må man jo stoppe.

Jeg prøver ellers at komme ud på nogen gode, lange ture, for trods mine små tricks til at holde mig nogenlunde sund i en overmåde fristende tid, så har jeg lagt mig lidt julesul til. Derfor er der også lidt mindre af det søde og bløde, og lidt mere af det der knaser sprødt og grønt, og det er såmænd ikke helt så ringe endda ovenpå et par måneders svir.

Læs også Mine 10 uperfekte råd mod udflydende taljelinje.

Svigerdatteren og jeg tilbragte en lykkelig dag med at tage billeder af hendes smukke mave med mit barnebarn indeni. Lige godt 700 fotos blev det til, og eftersom de nærmest alle var perfekte, var det virkelig svært at vælge nogle få at vise frem…

Ellers har jeg tilbragt en del stjernestunder i sofaen, med strikketøj mellem hænderne og den spritnye sæson af Modern Family på TV’et. Tak, søde Netflix, det trængte jeg til! Det er serien jeg aldrig bliver træt af, fordi den bare er så sjov. Har dog fået forbud mod at se den på flyvninger, fordi jeg simpelthen ikke kan lade være med at grine højt og inderligt. Hele tiden.

Efterjulens oprydning har heldigvis endnu engang efterladt en enkelt nisse. Det sker nærmest hvert eneste år; en af de kære små unddrager sig min opmærksomhed mens arbejdet står på, for så at kigge frem og bringe minder om den fortryllede tid der var. De plejer at få lov at blive siddende et par måneder, for hvis hele julen skal bæres ud på én gang, bliver det lige lidt til den voldsomme side, synes jeg.

Jeg håber I alle er kommet godt i gang med det nye år, og at det behandler jer pænt. 2019 har lovet at være god ved os!

Måske vil du også læse...

4 Comments

  1. I Norge sier vi, “Etter den søte kløe kommer den sure svie”. Etter nyttår, når man ser seg i speilet eller går på badevekten, er det ikke gøy. Heldigvis har, i alle fall jeg til nå, hatt nok selvdisiplin til å spise sunt og komme tilbake til normalvekt i løpet av januar.

    Og for noen vakre bilder av din svigerdatter og ditt barnebarn. Det er hyggelige minner å gjemme på.

    1. Hahaha – den vil jeg huske!! Jeg har også haft held til at komme tilbage til ret køl hvert år – og jeg nyder juletidens hyggespiseri så meget, at jeg ikke vil undvære det. Heller ikke selvom der er en pris at betale bagefter 😉
      Og ja, de billeder af svigerdatterens flotte mave er helt særlige minder!

  2. Og rigtig godt nytår til dig, Pia – jeg satser VIRKELIG på at 2019 så holder hvad den lover!….

    1. Det gør den. Det er en aftale!

Comments are closed.