Jeg registrerede mig som organdonor for mange, mange år siden, men i denne uge er min beslutning blevet taget op til grundig overvejelse. Meget grundig. For mens jeg stadig sætter pris på ideen om at videregive det, jeg alligevel ikke engang selv kan bruge, så bliver jeg mindre og mindre sikker på, at jeg vil udsætte mine børn for den gru, der åbenbart er indbygget i processen, komplet med misinformationer og alle former for forstyrrelser af dødsforløbet. I denne uge har jeg fra sidelinjen overværet en aldeles rædselsfuld (som i fuld af rædsel) proces, og det har ledt til, at jeg overvejer at fjerne min tilladelse til, at man kan bruge løs af mig. I hvert fald indtil jeg føler mig overbevist om, at sundhedssystemet er tilstrækkeligt gearet til at kunne håndtere både det praktiske omkring donationen og det følelsesmæssige omkring døden. Indtil jeg tror på, at systemet kan håndtere, at det der er nogens arbejdsplads, samtidig er en andens dødsleje. Øv, nogen triste overvejelser, men omvendt vil jeg hellere, at jeg slås med dem nu, end at mine børn skal slås med dem, mens de skal prøve at kæmpe sig til en mulighed for at tage afsked med mig. Og prøve at gætte, hvornår jeg mon er død.
Ugen har heldigvis været meget andet end triste tanker. Faktisk har den været rigtig hyggelig. Jeg har nusset rundt og været sådan lidt pensionist-travl på den herlige måde – ”Uh, torsdag…. det ved jeg ikke rigtig; der skal jeg jo lave vafler til morgenmad…”. Så skønt at have tid til at være travl på den meget langsomme måde!
Jeg har været på det fineste venindebesøg hos Jeanette. Og nu siger jeg det bare: hvis nogen skulle have lyst til at se, hvordan det ser ud, når man bor storslået smukt, elegant og hyggeligt, så klik forbi hendes blog og få et kig ind i hendes nye hjem!
Onsdag var der noget Halloween. Det var ellers stort set gået hen over hovedet på mig, og eftersom jeg bor langt ude på landet, er det heller ikke fordi, jeg ligefrem blev overrendt af trick-or-treaters, men en enkelt bedårende heks blev det da til. Heldigvis kan farmor altid fremtrylle en slikpose, selv med ganske kort varsel. Tjekkede mennesker kan altid lige trylle et smukt og nærende måltid frem af det, de nu har i køleskabet – det kan jeg som regel ikke, al den stund at det eneste man kan være sikker på at finde i mit køleskab, er spumante, Pepsi Max og neglelak (men lad venligst være med at sige det til nogen, for jeg kan godt lide at lade som om…). Men godter, det har jeg altid.
I går havde jeg inviteret ham min elskede ud. Vi så Transfervindue (så god!! Absolut ubeskriveligt rørende, nøjagtig som bogen – bare på sin helt egen måde), og flettede bagefter fingre over et stille måltid. Og det var godt, og det var hyggeligt, og vi glæder os allerede til næste måneds kæreste-date. Der kan også gå ild i gamle huse 😉
Lige om lidt får jeg sådan ca. 20 af mine kæreste mennesker til brunch, så jeg tror lige, jeg vil gøre ét eller andet. Dække bord, for eksempel… Fik heldigvis slæbt borde og stole ind i går, og har bestilt maden udefra, men mon ikke jeg skal til at komme i gang alligevel?
Hav en dejlig novemberuge. Jeg har sørget for forrygende novembervejr, særligt på torsdag, som er min fødselsdag!
Personlig har jeg stor tiltro organdonasjon og de som skal gjøre den jobben og min familie er orientert om mitt ønske. Det er en viktig ting å ta stilling til, for ofte må organene tas ut veldig raskt og kan kanskje ikke alltid vente på godkjennelse fra de pårørende om det tar tid.
Mitt eldste barnebarn fyllet 5 år på torsdag, på din dag, så da blir det feiring på oss begge.
Jeg er glad for at høre, at nogen har tiltro til systemet, for det er jo vældig godt at kunne organer videre!
Tillykke med barnebarnet – og hvor hyggeligt at vi begge skal fejre torsdagen ❤️
Jeg er også registreret som organdonor, men er også kommet i tvivl. Netop omkring hvordan efterladte får lov til at opleve, at man sover ind. Lene på underet-er-at-vi-er-til skrev om det for kort tid siden.
Spændende – det må jeg læse. Det er jo en svær overvejelse, så det er interessant at få forskellige synspunkter!
Det kan gøre mig splitter tosset, at man bliver betegnet som et dårligt menneske, såfremt man ikke vil donere sit legeme. Det er nogle grimme egenskaber, man tiltror os.
Mine børn og jeg har aftalt, at vi vil respektere hinandens afgørelse/registrering – jeg er imod, og de er for.
Jeg er afgjort imod, at man skal gøre alt, bare fordi man kan i dag. Og det gælder ikke kun læger …
Enig – vi skal ikke gøre alt, bare fordi vi kan. For eksempel kan vi jo udslette alt liv på kloden med et par solide a-bomber!!! Vi er simpelthen nødt til at inddrage etiske overvejelser, og ikke bare lade vores formåen sætte grænserne.
Og nej – selvfølgelig er vi ikke dårlige mennesker, fordi vi beslutter ikke at donere vores organer. Det er en meget personlig beslutning, som hver enkelt skal have ro til at træffe!
Det gør mig endnu mere rasende, når jeg så får stukket ud “Jah, men så kan du altså heller ikke forvente selv at modtage et organ!” Tænk, det kunne jeg slet ikke forestille mig, for det var min forudsætning for ikke at ville være donor. For mig er et menneskes organer ikke almindelige handelsvarer; de tilhører det afdøde legeme – og ikke staten.
Jeg synes fint det understreger hvor vigtigt det er, at vi alle tager stilling – og at vi tillader hinanden at mene om det hvad vi vil. Noget så vigtigt må aldrig blive et spørgsmål om ‘gode’ vs ‘dårlige’ mennesker!