Sikke en fin uge, som har budt på masser af solskin og røde kinder. Ville sådan ønske, jeg kunne få fregner (har endda engang, som helt lille, forsøgt mig med en tusch, bare fordi jeg syntes det så fedt ud!), men jeg nøjes med altså med røde kinder. Og med at stor-nyde sommeren, som sjældent er skønnere end i sprøde, fine juni – når den ellers kan arte sig.
Der har været pænt meget knald på i ugens løb, men en lillebitte smule sommerstrik er det da blevet til. Jeg hygger om en strikket t-shirt med inspiration fra mine unge dage, og satser på, at jeg snart kan dele en opskrift!
Weekenden bliver tilbragt i mit elskede Loveshack, og dét er godt! Det har dog udviklet sig lidt i retning af en arbejdslejr, da ham min elskede besluttede at spontanrenovere vores terrasse – men flot bliver det. Og så er alt jo godt, også selvom vi kun har gået en enkelt lillebitte, og oven i købet formålsbestemt, tur.
Jeg slæbte, som I måske husker fra tidligere billeder, min kære gamle Stingray-stol herned, så den kunne trone i min stadsestue. Dér stod den flot – men den er ikke det mest praktiske møbel, og da slet ikke i et så lille hus som dette. Den har derfor måttet lide den tort at blive forvist til fordel for en skøn daybed, hvor jeg vil være at finde sådan omtrent så ofte som overhovedet muligt…
Lige nu skal vi samle energi til næste uge. Mandag og tirsdag bliver tætpakkede, men allerede tirsdag aften vender vi næserne mod syd. Hele to skønne måneder i mit fortryllede lille stenhus ved Como-søen… uha, det bliver godt!
Er I mon taget på ferie? Jeg ønsker jer en skøn sommer, uanset hvor og hvordan I skal tilbringe den, og håber I stadig gider tjekke ind på domænet her fra tid til anden. Vi ses 🙂
Tja! sådan er det vel; har man dem ikke, vil man ønske, at man havde. Jeg havde dem – og mange af dem – som barn. Jeg var ulykkelig, så min mor købte en dyr creme, som jeg fik smurt i hele ansigtet hver aften og gik i seng med et kridhvidt hoved. Næste dag løb jeg dog ude i solen og legede … Det bedste, jeg vidste, var, når vi om søndagen skulle i byen. For så kaldte min mor ude fra badeværelset, når hun var ved at gøre sig i stand. Hun pudrede min næse – og glad var jeg, for pudderet dæmpede mine fregner.
Hahaha – ja, det må være det der med, at vi altid vil have ‘noget andet’. Jeg har altid elsket fregner, og gør det den dag i dag