Strikkeskole II

Hvis du er færdig med den retstrikkede karklud, som vi begyndte på i Strikkeskolens første del, er du fortrolig med at slå masker op, strikke ret, og lukke masker af. Nu er du klar til at lære at strikke vrangmasker.

Vi skal igen strikke en klud, men hæng på; om et par uger tager vi fat på en nem og hurtigstrikket cardigan! Vi skal bare lige have teknikkerne på plads.

Vrangmasker er faktisk bagsiden af retmasker – derfor navnet. Ser man et strikketøj fra forsiden, vil retmasker ligne små v’er, og udgøre en glat overflade. Vrangmaskerne vil ligne små, tværgående løkker, nærmest små riller. Når man kombinerer ret og vrang kan man lave en hel række af mønstre: glat, rib og forskellige strukturmønstre.

Glatstrikning er det man oftest ser. Det giver en helt glat overflade, og anvendes ofte til sweatre og lignende. Når man strikker glatstrikning, strikker man én pind med retmasker, og derefter en pind med vrangmasker. Disse to pinde gentages, så alle retmaskerne (de små v’er) ses på retsiden, mens alle vrangmaskerne (rillerne) ses på vrangsiden. Glatstrik er pænt, men ikke specielt elastisk, og kanterne ruller op.

Rib er mest brugt som kanter, især hvor der er brug for meget elasticitet, som ved hals og ærmekanter. Ribstrik ruller ikke som glatstrik, og den er ens på begge sider. Man laver en almindelig rib ved strikke 1 ret, 1 vrang hele pinden ud. På næste pind strikker man ret over retmaskerne, og vrang over vrangmaskerne.

Man kan også kombinere ret og vrangmasker for at lave forskellige strukturmønstre, som jeg har gjort i mange af mine strikkede klude. Hvis du for eksempel kigger på mønsteret til de klude som hedder Canyamel, kan du se nogle små diagrammer, som man strikker efter. Hvert tern er en maske, de tomme tern er retmasker (set fra forsiden), og de små krydser er vrangmasker (igen set fra retsiden).

strikkede klude

Vrangmasker strikkes som du kan se det på denne video:

Nu skal du strikke en klud i glatstrikning med rib i kanterne. Brug igen dobbelt Safran (bomuldsgarn) og pinde 3,5. Slå 44 masker op, og strik 8 pinde rib. Strik 1 ret, 1 vrang, hele tiden. Start med en ret, og slut med en vrang, på hver eneste pind.

Og så skal du holde tungen lige i munden, for nu skal du fortsætte med rib i kanten, men strikke glat i midten. Gør således:

  1. pind: Strik 1 ret, 1 vrang, 1 ret, 1 vrang, 1 ret, 1 vrang, 1 ret, 1 vrang, 29 ret, 1 vrang, 1 ret, 1 vrang, 1 ret, 1 vrang, 1 ret, 1 vrang.
  2. pind: Strik 1 ret, 1 vrang, 1 ret, 1 vrang, 1 ret, 1 vrang, 1 ret, 29 vrang, 1 ret, 1 vrang, 1 ret, 1 vrang, 1 ret, 1 vrang, 1 ret, 1 vrang.

Gentag disse to pinde indtil den glatte firkant i midten er kvadratisk. Strik så rib (1 ret, 1 vrang) på 8 pinde. Luk af som du lærte sidst, med den forskel at du ikke strikker alle maskerne ret, før du trækker dem over hinanden. Retmaskerne strikker du ret, men vrangmaskerne strikker du vrang – så bliver aflukningen pænest.

 

 

Måske vil du også læse...