Alle har problemer ind imellem. Der har vi alle samme vilkår – der er bare stor forskel på, hvordan vi vælger at forholde os til dem, og netop dén forskel afgør i bund og grund, hvor lykkeligt vi lever.
Hvor kan jeg finde tilstrækkeligt med læder;
et stykke som kan dække hele jorden?
Læder nok til at dække mine fødder
er rigeligt, mere behøver jeg ikke.Shantideva, Bodhicaryavatara
Det er nok sådan cirka det klogeste, der nogensinde er skrevet om hvordan man håndterer sine problemer og lever et lykkeligt liv. Det er oven i købet så fuldkommen enkelt og indlysende, at jeg endnu har til gode at møde nogen, som ikke straks kunne se at det var sandt.
Til gengæld er det ikke alle i hele verden der lever efter det. Lad mig straks være den første til at indrømme, at jeg laver kludder i det fra tid til anden. Jeg kommer til at tænke, at jeg skal ændre på nogen andre eller noget andet, når der er noget der ikke passer mig.
Og det er jo dumt. Dels fordi det er ubehageligt for nogen andre, sådan at blive makket med, dels fordi succesraten er fortvivlende lav.
Det er bare så fristende, fordi det, i hvert fald så længe man er fanget i den ubehagelige situation, er nemt bare lige at hive værktøjskassen frem, og skrue lidt på nogen andre og noget andet. Så slipper man nemlig for at tage sig af sig selv.
Misforstå mig nu ikke; det er ikke nødvendigvis nogen dårlig ide at løse problemer, overhovedet ikke, men risikoen for, at man sætter ind med en fejlagtig strategi er overhængende, hvis man ikke har en klar forståelse af, hvad problemet egentlig er. Meget ofte vil et overaktivt, udisciplineret sind få os overbevist om, at problemet er noget udenfor os selv, igen: nogen andre, eller noget andet.
Men langt de fleste af vores problemer skyldes, at vi nægter at træffe de rigtige valg. Vi tror, vores valgmuligheder er anderledes end de egentlig er. Vi tror måske, at vi kan sige noget, som vil få en anden til at ændre adfærd – og selvfølgelig; hvis det virkelig er sagen, så er det jo bare at få det sagt! Desværre er det kun forholdsvis få gange, det er løsningen. Alt for ofte kan vi ikke få andre til at gøre, som vi synes de burde, eller få verden til at opføre sig, som vi synes den burde. I disse situationer er vores valg et helt andet. Da er det ikke et spørgsmål om at vælge de rigtige ord eller handlinger, men snarere at vælge mellem accept og smerte.
Vil vi acceptere, altså vælge at holde ud at tingene er som de er, eller vil vi bruge al vores energi på at kæmpe en kamp der ikke kan vindes, med al den smerte det medfører? Vil vi ændre det, vi med sikkerhed kan ændre – os selv og vores måde at betragte verden på – eller vil vi satse vores lykke på at ændre noget, vi kun måske kan ændre – andre?
Eller, med Shantidevas ord: vil vi lede efter et stykke læder, som er stort nok til at dække hele verden, eller vil vi lade os nøje med et stykke, som er stort nok til at dække vores fødder?
