Iguazu-faldene er et UNESCO World Natural Heritage Site, udnævnt som et af naturens syv vidundere (New7Wonders of Nature), og helt afgjort et must-see hvis man er på de kanter (Argentina/Brasilien/Paraguay).
De 275 vandfald breder sig over 2700 meter (fire gange så brede som Niagara Falls, bare for at sætte det lidt i perspektiv), og er op til 80 meter i højden. De ligger på grænsen mellem Argentina og Brasilien; faktisk udgøres grænsen af selve Iguazufloden, med bl. a. den berømte Devil?s Throat, som er det hesteskoformede knæk på floden, hvor man finder den største koncentration af vandfald. Det anbefales at man besøger begge sider af faldene, både den argentinske og den brasilianske, fordi de er meget forskellige. I Argentina er der rige muligheder for at vandre gennem regnskoven og rundt om vandfaldene, hvor man virkelig kan opleve deres fulde kraft, mens man i Brasilien får de store panoramaer.
Vi boede på den argentinske side, inde i selve parken, hvor et lille Jungle Train kører rundt til de forskellige vandrestier. Man kan dog udmærket gå mellem de forskellige steder, og så forøger man også sine chancer for at møde bl.a. krokodiller, capuchiner-aber og coati (næsebjørn).
Men altså: 5 ting (hvis man er lige så uheldig som mig, så man kun har sølle to dage):
1. Se Devils’ Throat fra den brasilianske side.
Mens den argentinske side af vandfaldene tillader dig at komme helt tæt på, og virkelig opleve de imponerende vandmasser på nært hold, så handler det på den brasilianske side mere om de store udsyn, så der startede vi. Path of the Falls sørger for at man kommer til at stå direkte nedenfor Devil?s Throat, hvor vandet hamrer ned om ørerne på en, og man får også et panoramisk udsyn over de samlede Iguazu-fald.
Jeg har ikke nogen billeder fra broen under vandfaldet, for jeg var ganske enkelt bange for, at mit kamera ville drukne. Man bliver våd herude, drivvåd. Som i: medbring et sæt skiftetøj (og når jeg skriver ‘sæt’, så mener jeg sæt. Du får brug for alt, inklusive tørt undertøj). Fantastisk oplevelse, hvor man virkelig får en fornemmelse af de enorme kræfter der er på spil.
2. Gå Lower circuit (i Argentina)
Lower Curcuit tager omkring to timer at gå, og byder på ærefrygtindgydende syn over de enorme fald, specielt på de særlige udkigspunkter undervejs. Det er virkelig svært ikke at spamme med 10.000 billeder fra turen, men jeg tror nok at jeg måske har valgt de allerbedste – selvom de slet ikke yder faldene retfærdighed.
Både Lower og Upper Circuit er perfekt afmærkede stier, hvor man ledes gennem junglen på afgrænsede hængebroer, så man ikke behøver spekulere over slanger, krokodiller eller andet godfolk (ting som vi, på ægte europæisk maner, overhovedet ikke havde skænket en tanke. Vi er virkelig forvænte når det kommer til sikkerhed; vi forventer altid, at den slags har nogen andre taget sig af på forhånd, så vi kan roligt lægge den sunde fornuft derhjemme…). De udgår fra Jungletogets Cataratas Station, hvorfra man også kan køre videre op mod Devil’s Throat.
3. Gå Upper circuit (i Agentina)
Upper Circuit tager godt en time, og leder op til kløftens top, hvorfra man har en helt vanvittig udsigt ned over vandmasserne. Det er helt bizart at stå over faldene, fordi den ene side er et roligt, delta-agtigt område, hvor vandet flyder stille og roligt afsted, mens den anden side er et frådende inferno af vand der mases ned i en lille, smal kløft.
4. Se Garganta del Diablo (Devil’s Throat) fra den argentinske side
Devil’s Throat er parkens mest berømte fald, og også det man har lejlighed til at se fra flest vinkler. I Brasilien ser man det nedefra, hvor man bliver gennemblødt til skindet af vandsprøjtet, mens man i Argentina dels ser det i sammenhæng med de andre fald, dels kommer helt tæt på det, så man står direkte over det 80 meter høje, lodrette drop, hvor vandet falder ned i en hesteskoformet bøjning på floden. Det er helt hypnotisk at følge vandets vej ned, og lidt gysende at kigge ud over den stejle klippekant.
Turen derud er en oplevelse i sig selv. Man går på en 1.2 km lang bro hen over kanten af vandfaldene, og man skal åbenbart være virkelig uheldig for ikke at møde en krokodille eller to på vejen. Det er en tur der bedst tages ved frokosttid eller sent på eftermiddagen, når det tynder lidt ud i gæsterne, for der er mange der gerne vil have del i den helt utrolige oplevelse.
Bemærk de mange gribbe, som svæver over faldene i stort antal. Området er åbenbart det rene tag-selv bord for dem!
5. Måske det allervigtigste?
I hvert fald det jeg helt afgjort vil anbefale, at man tager sig tid til, nemlig at finde et roligt sted, sætte sig ned, og nyde. Nyd lydene, både af de buldrende vandmasser, de mange fugle, og de herlige små coatis pludren. Nyd synet – hele parken er ufatteligt smuk og fremmedartet, og skønheden findes lige så vel i det små som i det store. Tag dig tid til detaljen. Og først og sidst, så giv dig selv lov til at sidde så roligt, at du får oplevet dyrelivet på nærmeste hold. Vi mødte tukaner, aber, leguaner og masser af coatier, men der er også blandt andet tapir, puma, leopard og krokodille.
Jeg kommer til at tænke på et interview jeg engang hørte, med en ranger fra Yosemite National Park i USA. Han blev stillet det egentlig ret oplagte spørgsmål: “If you had only one day in Yosemite, what would you do?”. Jeg har aldrig glemt hans svar: “I would sit myself down by the river and weep”.
